Af: Rune Lykkeberg 13. april 2012. Information.dk = Topniveau (dansk livsvisdom i højeste potens).
Vi kender historien om, hvordan store tænkere frigjorde folket og besejrede undertrykkerne. Filosoffer kæmpede imod konger og præster, og deres kamp gjorde os til dem, vi er i dag. Vi skulle alle være børn af Oplysningen.
Kampen kulminerede i 1789 med Den Franske Revolution, som under sloganet ’frihed, lighed og broderskab’ grundlagde det moderne samfunds selvforståelse. Efter revolutionen blev 1 kirke i Paris lavet om til et sekulært mausolæum for revolutionens helte. De kaldte den Panthéon, og på denne facade står stadig i dag skrevet: Aux grands hommes, la Patrie reconnaissante – ’Til de store mennesker fra det taknemlige fædreland’. Filosoffer som Voltaire og Rousseau blev placeret prominent i Panthéon.
Det er klart, at anerkendelse af alliancen mellem store tanker og det fælles bedste er ualmindeligt forførende. Tænk, at filosoffer kunne være folkets riddere og ophøjede tænkere på samme tid.
Det inspirerer unge intellektuelle til at følge sporet af de elskede, fordømte oplysere. Men når man giver sig til at læse kanoniserede oplysningstænkere, støder man på mærkelig modstand. Den elegante Voltaire forekommer ikke helt så frigørende, som man skulle tro. Han skriver, at »det almindelige menneske ikke fortjener at blive oplyst« – det er åbenbart kun 1 overklasse af kloge, som skal oplyses. Og det er hans opfattelse, at tænkere skal alliere sig med regenter for at oplyse befolkningerne oppefra. Selv var Voltaire ven af udemokratiske herskere som Frederik den Store og Katarina den Store af Rusland. Han stod ikke altid på folkets side mod de autoritære herskere, men prøvede at tale til fornuften i regenten.
Man finder eksempler på autoritære sympatier hos andre store oplysere. Som eksempel på 1 engelsk oplysningsfilosof fremhæves gerne John Locke, men denne store tænker ville forbyde ateisme. Der skulle ifølge Locke slet ikke være plads til ikketroende i det politiske fællesskab.
1 tredje berømt oplyser er den tyske tænker Immanuel Kant, men her støder man på besynderlige raceteorier.
Det hedder i Kants antropologi, at menneskets perfektion kun kan nås i den hvide race, mens gule mennesker er mindre talentfulde, og negre er lavestående. Det samlede billede er ikke, at oplysningens mestre konsekvent tager parti for frihed, lighed og fornuft for alle. Indimellem trækker de åbenbart på antidemokratiske antagelser, religiøse dogmer og stærkt problematiske teser om racer og køn. De oplyste helte virker ikke så oplyste endda …
Den store adskillelse
Det er i 3 imponerende bind om den radikale oplysning lykkedes den engelske idehistoriker Jonathan I. Israel at redde Oplysningens Panthéon og redegøre for de store oplysnings-tænkere uoplyste tendenser. Man kan sige, at han smider gamle helte ud af Oplysningens tempel, inden han genopfører 1 ny katedral for de tænkere, der brugte filosofi som verdenshistorisk våben.
Israel skelner mellem radikale oplysere og moderate oplysere. Voltaire, Kant og Locke betegner han således som moderate oplysningstænkere, hvorimod Spinoza og Bayle anerkendes som radikale oplysere.
Hans skelnen mellem de 2 typer er ikke neutral: Israel holder med de radikale, og han distancerer sig fra de moderate. Det skaber 1 dramatisk dynamik, der driver hans store fortælling frem som 1 kamp mellem idealister og opportunister, de modige radikale og de mondæne moderate.
Kort sagt søger de moderate oplysere kompromiser med samtidens etablerede sandheder, mens de radikale oplysere kræver brud. De moderate oplysere mener, at ikke alt i verden skal være tilgængeligt for rationel erkendelse, hvorimod de radikale oplysere sætter fornuften højest. Det viser sig konkret i diskussionen om, hvorvidt verden er delt i ånd og natur, eller om der kun gives 1 naturlig verden, som kan erkendes fornuftigt. Moderate oplysere anerkender eksempelvis mirakler, hvilket afvises af de radikale oplysere, som hævder, at alt i naturen fungerer efter regler og love.
Revolutionens ideer
Den store helt i Israels fortælling er den hollandske filosof Baruch Spinoza. Man kan næsten opdele de følgende generationer af tænkere i radikale og moderate, efter om de anerkender eller afviser Spinozas tænkning. Denne filosofiske spaltning læser Israel som 1 politisk konflikt: De radikale oplysere er revolutionære, mens de moderate er reform-orienterede. De 2 første bind, Radical Enlightenment og Enlightenment contested, dækker periodem fra 1650 og frem til midten af 1700-tallet. Det tredje bind, Democratic Enlightenment, der nu er udkommet, fører kampen op til Den Franske Revolution.
Det er 1 fantastisk bedrift af Israel, der efter over 3.000 sider at have genskrevet Oplysningens historie fører sit værk frem til den konklusion, at Den Franske Revolution var utænkelig uden den radikale oplysning.
Israel præciserer sin pointe: Det gamle regime i Frankrig var faldet uanset hvad, men filosofien definerede oprørets principper og mål. Han anerkender objektive faktorer som stigende skatter, konflikten mellem aristokratiet og kongen og den franske stats deroute, men hævder, at den offentlige menings opfattelse af de objektive forhold blev domineret af den radikale oplysning.
Filosofferne var ikke repræsentative for folket, men de formåede at udbrede deres ideer blandt de talende i den franske offentlighed. De fungerede som 1 avantgarde, der gennem pamfletter, korrespondance, saloner, interventioner og bøger påvirkede den politiske opfattelse af rigtigt og forkert. Den brede befolkning var ifølge Israel ikke præget af tidens filosofiske ideer, men det var revolutionens ledere:
»Hvad var denne blanding af ideer, forslag og slogans, som gjorde det muligt for dem at definere den offentlige opinion? Det er der ikke blevet givet mange sammenhænge svar på – og der er kun et overbevisende svar: den Radikale Oplysning.«
Diderot & co,
Denne store tese underbygger Israel gennem studier af, hvilke værker og ideer, der blev udbredt op til revolutionen, og hvordan de blev udbredt. Diderots enorme arbejde med den store encyklopædi var naturligvis vigtigt, og udbredelsen af de enkelte bind i forskellige lande beskrives grundigt. Konflikterne mellem forskellige bidragydere til encyklopædien som Rousseau, Voltaire og Diderot selv vidner om, at kampen mellem den radikale og den moderate oplysning også i samtiden blev opfattet som en central strid. Voltaire betegnede den selv som 1 »borgerkrig«.
Et andet værk, som havde overraskende stor gennemslag, var Histoire des deux Indes, som var 1 tidlig kritik af europæiske stormagters kolonialisme. Værket blev styret af den intellektuelle Guillaume Braynal, der i øvrigt senere vendte sig imod revolutionen. Men også tænkere som Diderot og baron d’Holbach skrev væsentlige passager til værket, der satte Oplysningens principper som kritisk kontrast til den måde, som tidens stormagter ville udbrede deres civilisation på. Værket udkom i adskillige oplag og versioner, inden det blev forbudt af censuren.
Generelt fastholder Israel, at de for revolutionen afgørende tænkere ikke var dem, som man ofte forbinder med oplysningen: Voltaire, Kant, Locke, Montesquieu og Rousseau. Han fremhæver derimod Diderot, Helvétius, d’Holbach, Condorcet og Mirabeau som dem, der systematisk fordømte kongemagten, aristokratiet og kirkens alt for store magt.
De radikales politiske program kan både beskrives negativ og positivt: De er kritiske modstandere af den undertrykkende alliance mellem kongemagten og den gejstlige overklasse, og de vil befri det politiske fællesskab fra regenter, som udbytter og udnytter deres egen befolkning. Det positive program kan kort skitseres som et krav om sociale reformer og et basalt princip for politisk ledelse: Lederne skal ikke regere af hensyn til dem selv og deres egne allierede, men sætte det fælles bedste som det højeste mål. De skal ikke se opad mod himlen, men nedad mod folket. De radikale krævede sociale reformer, og de slog fast, at målet for statens ledelse skal være det fælles bedste. Det er ifølge Israel disse tanker, som bliver realiseret med Den Franske Revolution.
Den store tese
Den store tese, som Israels værk bygger på, er, at det filosofisk fornuftige er forbundet med det politisk progressive. De rigtige rationalister bliver i hans univers også til de politisk progressive, mens de dårlige filosoffer bliver politisk reaktionære. Det er 1 effektiv polemisk konstruktion, men den er analytisk problematisk. Den fører til 1 totalpolitisering af filosofien. Den oplagte mulighed for, at tænkere kan være rationelle, men politisk forsigtige, udelukkes af det store episke opgør mellem de stærke radikale og de slappe moderate.
1 tænker som Kant er radikal, når han kræver, at fornuften skal regere over det menneskelige følelsesliv, selv om han ikke lever op til kriterierne for politisk radikalitet.
På samme måde kan man sige, at Rousseau ikke er på samme progessive hold som Diderot og d’Holbach politisk, men alligevel er hans opfattelse af demokrati aldeles radikal, idet han forkaster det repræsentative demokrati til fordel for direkte deltagelse.
Der er ingen tvivl om, at Israel afdækker 1 helt fundamental konflikt i oplysningsprojektet med sin skelnen mellem de moderate og de radikale, men det er lige så åbenlyst, at han overdriver det filosofiske omfang af den politiske modsætning. Det er sigende, at han bruger datidens oplysningskritikere, som tilskrev rationalisterne alverdens ondskab og forfald, som vidnesbyrd om, hvor stor indflydelse de radikale oplysere havde.
Et andet problematisk forhold er, at de radikale filosoffer som gengivet af Israel ikke optræder som det, vi i dag ville regne for demokrater. Israel sammenligner filosofi med teknologi: Den kommer de fleste til gode, selv om det er kun er de færreste, som kan forstå, hvordan det virker. Man skal med andre ord lade de klogeste formulere det fælles bedste for fællesskabet, for flertallet er ikke oplyst nok til at diskutere det fælles bedste. Filosofferne bliver i udlægningen et politisk aristokrati, hvilket ikke er særligt demokratisk. De 3 store bøger om den radikale Oplysning fordrer på den måde kritik og diskussion. De er skrevet så spændende som 1 stor roman, og de læses som 1 dramatisk spillefilm. De giver os med andre ord fortællingen om den heroiske Oplysning tilbage.
Erantis breder sig livligt med selvsåning, hvis ikke de hindres i at kaste frø!
Skriv en kommentar