Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 var først og fremmest en gave til terroristen i Det Hvide Hus. Og her bruger man det som begrundelse for endeløs krig.
Den 11. september 2001 blev USA’s befolkning chokerede over terrorangrebet. Mindre end en måned senere angreb USA Afghanistan. Det blev starten på »krigen mod terror«, som er den permanente krig.
»Når man ved, hvem der regerer i Amerika, ved man også, hvem det er her i landet,« skrev fredsforkæmperen Ellen Hørup i 1950. Det var året efter, Danmark – uden at den danske befolkning blev spurgt – var blevet indlemmet i Atlantpagten/NATO.
Sådan er det stadig – mere end 60 år efter. Ja, i dag mere end nogensinde. Det bliver værre år for år.
»Vi er med jer hele vejen,« som en dansk statsminister logrende sagde det, da han, på amerikansk ordre, sendte danske soldater i krig. Når overhunden glammer, logrer de små danske køtere med halen.
Romerne huggede folk ned for fode. Anden Verdenskrig kostede flere end 50 millioner mennesker livet. I dag kan man udslette hele menneskeheden med et tryk på en knap.
Forberedelse til krig.
George Tenet, chef for USA’s efterretningstjeneste, CIA, fremlagde den 8. februar 2001 – kun 19 dage efter George W. Bush’s tiltræden – en rapport for et amerikansk senatsudvalg. Titlen var: »Verdensomspændende trusler 2001, national sikkerhed i en verden i forandring.«
»Truslerne fra terrorisme er reel, umiddelbar og udvikler sig fortsat,« sagde George Tenet, chef for verdens største terrororganisation – CIA. Og hvis nogen må vide det, er det vel ham. Men rapporten var ikke et oplæg til en forsinket og påkrævet selvkritik af CIA’s egen terrorvirksomhed. Den er et forsøg på, at dokumentere CIA’s uundværlighed ved at opfinde og udpege »fjenderne af den frie verden«. Og som en følge heraf påpege nødvendigheden af en fortsat og øget oprustning.
Fjenderne.
CIA ser fjender overalt. Grunden er den enkle, at USA – som opfatter sig selv som »Den nye verdensordens« ubestridte herre og leder – mener sig berettiget til at bruge alle midler mod enhver, der anfægter »deres ret« til at indrette verden efter deres hoved.
Som de første folkefjender nævnes de såkaldte transnationale terrorgrupper. Den ypperste repræsentant for disse grupper er ifølge CIA i 2001 den saudiarabiske milliardær Osama bin Laden, som i de sidste år har opholdt sig i Afghanistan som Taleban-styrets gæst og allierede.
Taleban blev tidligere støttet af USA og forsynet med våben af blandt andet CIA, da det gjaldt kampen mod Afghanistans progressive regering, den gudløse kommunisme, som lod kvindelige lærer undervise børn i at læse og så selvfølgelig Sovjetunionen.
Taleban og Osama bin Laden er et produkt af USA’s egen politik. Deres helt egen dr. Frankenstein!
Efterfølgende udpeges selvfølgelig Nordkorea som farlig for USA’s sikkerhed. Rent nonsens. Et land, der, som Nordkorea i 90-erne, var ramt af naturkatastrofer, og hvor høsten havde slået fejl, og som derfor ikke havde været i stand til at brødføde sin befolkning uden hjælp udefra (FN’s Fødevareprogram, Røde Kors m.fl.), skulle være en trussel mod »verdens eneste supermagt«?
Et land, som end ikke har brændstof til sin egen mildt sagt sparsomme bilpark og sine traktorer og andre landbrugsmaskiner, var ifølge CIA ansvarlig for spredning af masseødelæggelsesvåben i form af raketteknologi til Mellemøsten og Nordafrika, samt produktion af egne raketter, som engang vil kunne nå mål i USA.
Det blev politisk brugt som et »vægtigt« amerikansk argument for opstillingen af et raketskjold, som angiveligt skulle/skal beskytte USA mod »slyngelstater« som Nordkorea.
De andre slyngler var på dette tidspunkt – ifølge George Tenet og CIA – lande som Iran og selvfølgelig Irak. Iran blev dengang anklaget for under dække af et rumforskningsprogram, og ved hjælp af russisk viden og teknologi, at opbygge sit eget raketforsvar. En påstand, som man stadig mangler at føre bevis for.
CIA synes også at have »glemt«, at det var USA, der ønskede at opsige ABM-traktaten fra 1972. Hvis nogen skulle have glemt det, så betyder ABM »Anti-ballistic Missile«, det vil sige, at det var en aftale – indgået mellem USA og Sovjetunionen – som forbød udviklingen af et raketsystem til at nedskyde angribende raketter.
Man kan også sige; det var en aftale der – om end ikke forbød – så i hvert fald ville vanskeliggøre udviklingen det missilskjold, som USA har pønset på at opstille siden salig præsident Reagans dage.
Hvad Irak angik, mente man (CIA) på dette tidspunkt af historien (det vil sige før 11. september 2001), at man (USA) »havde ødelagt alle Saddams såkaldte masseødelæggelsesvåben under Golfkrigen ti år før«.
Dog mente man, at »han »vil være i stand til at fremstille kemiske våben«. Oplysningerne stammede fra CIA’s egen agent, som samtidig var FN’s udsendte våbenkontrollør, Richard Butler. Han var for længst udvist af Irak for spionage.
Men pyt med det, han er altid til god for en »oplysning« eller to. Det tjente jo et højere formål, nemlig »at få Saddam ned med nakken«.
11. september 2001: Da tårnene sank i grus.
På tv-skærmen udspillede sig et makabert drama.
To fly fløj direkte ind i »World Trade Centers to tvillinge-tårne i New York. Røg og ild – det brændte voldsomt i kæmpebygningernes øverste etager. Desperate mennesker sprang i døden.
Pludselig sank først det ene så det andet tårn i grus. Den indre by blev indhyllet i en kæmpemæssig støvsky. Hvordan kunne det ske – det virkede uforståeligt. New Yorks indbyggere stod med tomme øjne og betragtede tragedien. Millioner af mennesker jorden over sad tavse og rystede foran tv-skærmene. Omkring 3000 mennesker døde den dag.
Mindre end en måned senere – 7. oktober 2001 – angreb USA – under påskud af at føre »krig mod terrorismen« – Afghanistan, hvis middelalderlige taleban-styre fortsat gav husly til USA’s gamle krigskammerat Osama bin-Laden. Han påstås, at stå bag angrebet den 11. september. Beviser for anklagen har man fortsat ingen af, men det er jo også mere eller mindre ligegyldigt nu, hvor krigen er i gang.
En krig som ifølge daværende vicepræsident Dick Cheney, »måske aldrig holder op«. I hvert fald ikke i vores levetid.«
Målet var og er: Den permanente krig. Krigen uden ende. Supermagten forbeholder sig »retten« til at angribe og »afstraffe« enhver, som i fremtiden måtte formaste sig til at sætte spørgsmålstegn ved USA’s »af Gud« givne ret til at herske i denne verden.
Dead or alive.
»Enten er I med os, eller også er I imod os«, erklærede præsident Bush gang på gang. På et møde i Shanghai, hvor lederne fra landene omkring Stillehavet mødtes for at diskuterer situationen, svor – mindre kunne ikke gøre det – dødsstraf-præsidenten, at »USA vil kæmpe for at redde den civiliserede verden. Enhver nation må slutte sig til kampen mod denne fjende, eller også være hans mål.«
Man siger, at historien ikke gentager sig. Og det er objektivt set rigtigt, men ofte er forskellen mellem tidligere tiders imperier og nutidens supermagt svær at få øje på.
Roms antikke imperium underlagde sig den dengang kendte verden. I vor tid marcherede Hitlers nazistiske horder med vajende hagekors. Nu er det »stars and stripes forever«. Tusindårsriget endnu engang
Men forskellen er først og fremmest evnen til at slå ihjel. Romerne huggede folk ned for fode. Anden Verdenskrig kostede flere end 50 millioner mennesker livet. I dag kan man udslette hele menneskeheden med et tryk på en knap.
Ikke mindst derfor er USA’s uansvarlige og kriminelle anvendelse af krigen som pressionsmiddel – for at nå sine politiske mål og sikre sig den globale magt – så farlig.
Under ledelse af krigsliderlige generaler, uvidende, løgnagtige og snæversynede politikere og en præsident – hvad enten han hedder Bush eller Obama – i spidsen, så kan alting ske. Situationen kan fra dag til dag – ja fra time til time i en oppisket krisesituation – komme ud af kontrol, så der ikke er nogen vej tilbage. Den uigenkaldelige katastrofe. Menneskehedens endeligt!
Så kampen for freden rækker langt videre end til at sætte en stopper for USA’s aggression mod Afghanistan. Det er nødvendigt, at den udvides til at blive et opgør med USA’s udenrigspolitik generelt. For uanset man har skiftet præsident »over there«, så har tiden siden Obama’s tiltræden vist, at man fortsat arbejder videre udfra de samme politiske beslutninger, som Bush-regeringen tog før den 11. september.
Han – Barak Obama – har desværre vist sig som en mester i brudte valgløfter. En mand af mange tomme ord, som har skuffet mange naive menneskers håb om noget bedre.
Man agter for eksempel fortsat at opstille det såkaldte raketskjold på andres jord. I dette øjeblik (2010) i Polen og Tjekkiet. At de pågældende lande har måttet bøje sig for USA’s pression, og dermed har gjort sig selv til potentielt bombemål, er ikke et amerikansk problem. Det må de selv finde ud af ifølge Pentagon.
Det var og er samme tankegang, som lå bag opsigelsen af den antiballistiske missilaftale (ABM) fra 1972. Efter opsigelsen af aftalen, mener USA sig åbenbart berettiget til, at gøre hvad fanden der passer dem, derunder okkupering af andres jord. Det gælder for eksempel Grønland – som den danske regering har stillet til rådighed for det amerikanske rumkrigsprogram.
USA’s nationale interesser.
Condolezza Rice – National Sikkerhedsrådgiver – senere udenrigsminister for præsident Bush, udformede allerede inden præsidentvalget – og lang tid før den 11. september – den fremtidige, grundlæggende udenrigspolitiske doktrin:
»Udenrigspolitikken vil,« sagde hun,« udvikle sig ud fra den nationale (USA’s) interessers faste grund og ikke fra et illusorisk internationalt samfunds interesser.«
Altså et klart varsel om en fremtidig konfrontationspolitik. Et budskab som på det tidspunkt måske druknede i Bush’ tilsyneladende endeløse strøm af vrøvl, totale mangel på den mest grundlæggende almenviden og politiske dumheder, som han med stenansigt fremlagde for offentligheden som dybe og evige sandheder.
Nu – i det herrens år 2010 – ved vi, hvad gemte sig bag alt sludderet.
Det var ikke præsident Obama, som startede krigen i Afghanistan, men han hænger fast i den. Faktisk optrapper han den.
Som sendt fra himlen.
Den 11. september, og terrorangrebet på New York og Washington, var frygtelig for de uskyldige ofre og deres familier. Men for den nye mand i Det Hvide Hus og hans regering, kom angrebet så at sige som sendt fra himlen.
Med et slag var vejen ryddet for Condeleezza Rice’s doktrin. Som vi siden har set, skyer USA intet middel for at gennemføre den.
Der blev erklæret »krig mod terrorismen«, og USA gav sig selv »ret« til at angribe hvem man vil, når man vil, og hvor man vil.
US-marines – læderhalsene – kan igen bede korpsets perverse bøn til de højere magter: »Gud velsigne marinekorpset.« Gud, velsigne min sergent. Gud, give os krig.«
Det har de fået, og det i en grad, så der nu tales om »the never ending war.« Krigen der aldrig slutter – krigen uden ende. Den permanente krig. Man spiller på tiende år hasard med verdensfreden.
Overfaldet på Afghanistan:
Terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001, var ikke, som mange troede, Osama bin Ladens store triumf. Nej det var først og fremmest en gave til terroristen i Det Hvide Hus og det slæng af militarister, gamle koldkrigere og religiøse fundamentalister som udgjorde den daværende regering, hans nærmeste politiske støtter og personlige omgangskreds.
En af disse religiøse fundamentalister, hans hellighed, Gary Bauer, selv tidligere præsidentkandidat svang sig op til følgende:
»Guds hånd har hvilet på Amerika lige fra begyndelsen, og det er en stor del af forklaringen på vores succes som nation«. »… der er en meget stærk følelse i den kristne verden af, at dette valg – det længste valg i vor historie, illustrerede, at Gud kæmpede for at sætte en mand, hvis hele liv var blevet ændret af Kristus, i Det hvide Hus«. (American Prospect. Politiken 25.10.02.)
Præsidenten pudsede herefter glorien og erklærede hellig krig. Det onde – personificeret ved bin Laden – havde slået til mod Guds eget land, Amerika – personificeret ved den frie verdens frelsermand, den af Gud udpegede præsident.
Hvordan kunne de gøre det mod os? Den jævne amerikaner forstod det ikke. De havde – efter mange års fordummelse og ensidig politisk indoktrinering – kun et forvansket og forløjet kendskab til deres egen historie. Folkemordet på landets oprindelige indbyggere – indianerne – og de sortes slaveri, talte man nødigt om.
Hvad angår andre folkeslags og nationers historie, er flertallet helt og aldeles på bar bund. Nyere ubehageligheder – som for eksempel Vietnam-krigen – er tilsyneladende for længst fortrængt.
Det må Hollywood tage sig af. Rambo og Schwarzenegger svigter aldrig.
Den jævne amerikaner forstod det ikke. De havde – efter mange års fordummelse og ensidig politisk indoktrinering – kun et forvansket og forløjet kendskab til deres egen historie.
Situationen i Den tredje Verden.
At andre ikke på samme måde kan lade historien gå i glemmebogen, forstår de åbenbart ikke. At uretfærdighederne bare fortsætter, og ulighederne mellem rig og fattig bare bliver stadig større – først og fremmest på grund af USA’s politik – det kan de virkelig ikke tage sig af.
Men set fra denne verdens fattige og de underprivilegeredes side, måtte der komme en reaktion under en eller anden form. Det var kun et spørgsmål om hvornår og hvordan.
På en FN-konference nogle måneder før 11. september 2001 illustreredes situationen. Der var ingen formildende omstændigheder:
Forholdene for de 630 millioner mennesker som bor i de 49 fattigste lande, som konferencen omhandlede, bliver stadig ringere:
* Hver gang der eksporteres for 100 kroner i verden, ender mindre end 40 øre i gruppen af verdens fattigste lande.
* Hvert tiende barn dør, før det fylder et år, og næsten halvdelen af børn under fem år er underernærede.
* Mere end halvdelen af befolkningerne må klare sig med under ti kroner om dagen.
* Fire ud af ti har ikke adgang til rent drikkevand, og hver anden kan ikke læse.
* Aids-epidemier har fået den forventede levealder til at falde. I de 49 fattigste lande er den 51 år mod 78 år i den rige verden.
Men også uden for den tredje verden var og er der folk, som forstår sammenhængen mellem årsag og virkning:
»De er bange for, at nogen skal gøre mod dem, hvad de har gjort mod andre«, skrev en dansk læserbrevsskribent:
»Tænk hvis nogen hældte 78 millioner liter dioxin ud over Long Island og omegn, napalm over Florida, to atombomber over Hollywood og Pentagon, klyngebomber over Texas, uranammunition over Detroit, miner over Alaska – og Round Up over resten af den infame stormagt.«
Ja tænk engang.
Militærdomstole, demokrati og menneskerettigheder.
Efter »nedkæmpelsen« af al-Qaeda og Taleban i Afghanistan – proklameret af præsidenten den 2. maj 2003 om bord på hangarskibet »Abraham Lincoln, hvortil han – til glæde for verdenspressen og Hollywood – var ankommet i fuld pilotmundering med et F16 fly – har USA oprettet militærdomstole (kun for udlændinge) og et fortsat fungerende specialfængsel på Guantanamo-basen på Cuba.
Ved et uheld er disse foranstaltninger – som er i strid med alle internationale konventioner og krigens love – kommet i offentlighedens søgelys.
Geneve-konventionen for behandling af krigsfanger overtrædes dagligt og helt bevidst. Man har til lejligheden opfundet et begreb »battlefield detainees« – »tilbageholdt på slagmarken« – som dækkende for de overførte fanger. (I Danmark ofte omtalt som »Fjendtlige kombattanter«; red.)
Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch slog alarm, og gjorde det helt klart, at en sådan kategori ikke findes inden for folkeretten. USA kan ikke komme uden om folkeretten og sine internationale forpligtelser ved at ændre navnet på fangerne, påpegede Human Rights Watch.
Det er ikke desto mindre, hvad man gør på Guantánamo. Og fortsætter med at gøre på Guantánamo uanset at præsident Barak Obama ved sin tiltræden, som sin første embedshandling lovede at lukke Guantánamo.
Siden 2001 har de ulovligt bortførte og fængslede mennesker henslæbt et deres liv under umenneskelige forhold – i lænker, med bind for øjnene og høreværn for ørene – totalt isolerede fra al menneskelig kontakt. I små åbne celler på 2,5 gange 2meter har de kun militærdomstolens inappellable dom at se frem til. Som det for eksempel sker i disse dage, hvor en stor dreng, der var 15 år, da han blev taget til fange af de amerikanske overmennesker, nu stilles for en militær domstol. Det er umenneskeligt og nedværdigende. Det er i strid med alle menneskerettighedskonventioner – inklusive den amerikanske forfatning.
Man håber tilsyneladende, at fangerne inden længe vil være glemt. Som man siger: Ude af øje, ude af sind. Eller som nazisterne sagde, når de på lignende måde forsøgte at lukke munden på regimets modstandere:
Forsvundet i nat og tåge – i Nacht und Nebel.. Ingen kender deres skæbne.
Det borgerlige demokratis sidste dage.
I tiden efter den 11. september er respekten for de menneskelige rettigheder og for det enkelte menneskes integritet undergravet i voldsom grad. Det gælder ikke alene i USA, men også USA’s i vasaller – herunder Danmark – hvor man har taget en række retspolitiske skridt – som for eksempel terrorpakken – der, mildt sagt, er på kant med demokratiets grundlæggende friheder, såsom ytringsfrihed, foreningsfrihed og den enkeltes frihed til at tænke, tro og tale.
Regeringens lange række af flygtninge- og indvandrepakker er et tilsvarende eksempel på statsmagtens magtmisbrug og bevidste overtrædelse af tidligere indgåede internationale aftaler og konventioner på området. Aftaler som har til formål at give flygtninge – såvel som indvandrere – sikkerhed mod forfølgelse og en retfærdig og menneskelig behandling.
Magthavernes vold mod borgerne er efter den 11, september 2001 vokset i alarmerende grad.
Når USA kan, så kan vi også, er tilsyneladende holdningen blandt USA’s vasaller – Danmark inklusive.
Det nødvendige opgør.
Derfor er kampen mod krigen, og Danmarks deltagelse deri, ikke blot et spørgsmål om at kræve soldaterne hjem øjeblikkelig, men også – og måske ikke mindst – et opgør med de danske politikere, som ikke alene løj den danske befolkning lige op i ansigtet, da man sendte unge danske i krig i Afghanistan og Irak, men som fortsat i demokratiets og frihedens hellige navn lyver om krigen og dens formål.
De glorificerer krigens myrderier og forflygtiger vort – den danske stats – ansvar for grusomhederne. Og de søger at skjule dens følger for den enkelte soldat og dennes pårørende, såvel som for hver eneste dansk statsborger, hvis grundlovssikrede rettigheder – under dække af krigens nødvendighed og hensynet til vore allierede – dagligt undergraves.
Det fremgår af de sidste officielle oplysninger, at foreløbig ni års krig har kostet Danmark, Tyskland, Storbritannien og USA 1925 milliarder kroner. Det fremgår ligeledes at »de allierede« bruger ni gange så mange penge på krudt og kugler som på opbygning af det land, som vi har været med til at lægge i ruiner.
I skrivende stund (august 2010) er 36 danske soldater blevet dræbt i Afghanistan. Deres mordere sidder i Pentagon, Bruxelles og på Christiansborg!
Det har foreløbig betydet, at holdningen i befolkningen er svinget om, så et flertal nu forlanger de danske soldater hjem med det samme. Det har dog ikke ændret holdningerne hos magtens mænd, som bliver holdt til ilden af tidligere statsminister, nu generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, som melder om hårde kampe, som vil kræve nye ofre. Vi bliver til arbejdet er gjort færdigt, lyder den ensformige melding fra folketingsflertallet – inklusive SF.
Hvornår det mere præcist er, forlyder der intet om. Hvor mange endnu skal komme hjem i ligposer, før disse galninge er tilfredse?
Hvornår siger det danske folk nej til krigen og dens bagmænd?
Er det nu?
Noget kunne tyde på det. Den sidste opinionsundersøgelse viser for første gang, at et flertal i den danske befolkning, kræver de danske soldater i Afghanistan hjem øjeblikkelig.
Artiklen er taget fra Antifascistisk Forum – Kulturpolitisk Tidsskrift nr. 3 2010.
Tidsånden 