Sisyfosarbejde!
Af: Annegrethe Rasmussen 18. februar 2011 Information.
Donald Rumsfeld vil for de fleste danskere være kendt som George W. Bushs forsvarsminister. Sammen med sin gamle og til det sidste loyale ven Dick Cheney, Bushs vicepræsident, udfyldte Rumsfeld sin rolle som 1 del af Bush-periodens mest kendte, mest magtfulde og mest omstridte konservative 3-kløver.
Hvad mange yngre læsere ikke vil huske eller måske blot har glemt, er, at Rumsfeld også var forsvarsminister fra 1975-77 under Gerald Ford.
Og dermed er han indehaver af 1 rekord, der måske aldrig vil blive overgået: Donald Rumsfeld er både den yngste og den ældste forsvarsminister, USA nogensinde har haft.
Som han selv siger i sine memoirer, der udkom tirsdag i denne uge, så strækker hans karriere sig hen over 1 fjerdedel af det moderne Amerikas historie.
Verden ifølge Rummy
Med så langt et tidsperspektiv på national amerikansk politik – Rumsfeld blev valgt til USA’s kongres for første gang i 1962 – er det ikke underligt, at erindringsbogen er endt som 1 moppedreng på 815 sider. Men bogen og begivenhederne er spændende. Fra Vietnam-krig, Rumsfelds tid som NATO-ambassadør, Irak-krig, Afghanistan og de store spørgsmål, der kom til efter 11. september om islamisk terror, afhøringer, Guantánamo og forholdet mellem retspolitik og amerikanernes krav på beskyttelse mod terror. Privatlivet er tonet kraftigt ned, denne bog handler om politik og amerikansk historie. Og Rumsfeld agter at give sit besyv med, når regnskabet skal gøres op.
Og regnskab – det er der. Der er intet at komme efter, når det gælder refleksion eller selvkritik. Rumsfeld er ifølge Rumsfeld 1 klartskuende, loyal og principfast politiker, der stort set altid havde ret. Det er i sig selv ret uinteressant. Det særlige – især hvis man sammenligner med George W. Bushs erindringer, der er skrevet langt mere statsmandsagtigt og bevidst grandiost, eller med Condoleezza Rices memoirer, der var sært ferske og upersonlige – er, at Rumsfeld absolut ingen bånd lægger på sig selv, når det drejer som at kritisere andre. Og værst går det ud over de interne fjender, som han havde i Det Hvide Hus og i det republikanske parti. Listen over skikkelser uden egentligt format er betydelig. Først og fremmest de vege, principløse og alt for akademiske 2 tidligere udenrigsministre Condoleezza Rice og Colin Powell, der begge kritiseres for ikke at hjælpe præsidenten med klare analyser og ditto valgmuligheder, men i stedet for at være alt for optagede af at bygge bro henover de betydelige uenigheder, der eksisterede i Det Hvide Hus først og fremmest om strategien i Irak.
Illoyale eller inkompetente
De 2 opførte sig så kritisk over for deres egne partifæller og regeringskolleger, at de »endte med at være illoyale«. Rumsfeld disker op med talrige eksempler, hvor han mener, at både Powell og Rice simpelt hen står bag læk til pressen, som stiller præsidenten og regeringen i et dårligt lys i medierne. I et afsnit beskriver han, hvordan han modtager 1 undskyldning fra Rice, som han ikke kan godtage. Hun appellerer til ham med ordene, »Come on, Don, du har også lavet fejl i dine mange år i politik.« »Javist,« svarer han ifølge sig selv, »men forskellen er, at jeg forsøger at rette mine.«
Han understreger dog – endnu mere ydmygende i virkeligheden – at Rice ikke »bevidst» var illoyal. Blot inkompetent (!)
Alt i alt har han ikke meget tilovers for diplomaterne i Udenrigsministeriet. De evindelige magtkampe, der udspiller sig rundt om, op til og under møderne i det nationale sikkerhedsråd udrulles i detaljer, så man føler sig helt svimmel over, at 1 så intrigerende og dysfunktionel forsamling virkelig har ledet verdens mægtigste supermagt. Så har han mere tilovers for CIA, »disse brave og patriotiske mænd og kvinder, der gør alt for at holde USA sikkert«.
Ikke løgn, men fejltagelser
Mest foragt nærer Rumsfeld over for Colin Powells opførsel efter dennes tale i FN om de irakiske masseødelæggelsesvåben:
»Powell blev ikke narret eller vildledt. Han løj heller ikke om Saddams antagne lagre af masseødelæggelsesvåben. Præsidenten løj ikke. Tenet (den tidligere chef for CIA, red.) løj ikke. Rice løj ikke. Jeg løj ikke. Kongressen løj ikke. Den langt mindre dramatiske sandhed var, at vi tog fejl.«
Den senere republikanske præsidentkandidat John McCain giver Rumsfeld heller intet for – i et interview på ABC i denne uge sagde han lettere irriteret, at McCain og ham simpelt hen »ikke er et godt match.«
Og de amerikanske medier er over 1 kam nogle liberale hundehoveder, der kun er optagede af sig selv, intriger og seer/lytter/læser/brugertal, frem for at bringe sandheden frem til de plagede amerikanske borgere.
Om fangelejren i Guantánamo ærgrer han sig højlydt over, at det ikke lykkedes for ham som forsvarsminister (og heller ikke senere for præsident Bush eller for Rumsfelds afløser i 2006-2008 Bob Gates) at få forklaret verden, at lejren faktisk er »det mindst ringe sted«. Et fængsel, hvor fangerne er »mere udsatte for at få skader, fordi de dyrker sport, end fordi de bliver dårligt behandlet af fængselspersonalet.« Et fængsel med konstant medieovervågning, hvor der bliver sørget for, at de indsatte får mad, der er tilberedt efter religiøse forskrifter, og hvor der holdes fri, så fangerne kan bede de mange gange om dagen, som troende muslimer skal ifølge Koranen.
»Forholdene er langt bedre der end i de fleste amerikanske fængsler,« skriver han, og han går også i et langt kapitel i rette med de advokater og menneskerettighedsorganisationer, der særligt har hæftet sig ved de manglende retsgarantier. I stedet er Amerika blevet sværtet til og fokus på f.eks. tvivlsomme afhøringsmetoder og forholdene på Guantanamo, har overskygget USA’s anstrengelser for at bringe fred og demokrati ud i verden.
Opsigelsen der mislykkedes
Der er dog 1 ting, som ærgrer Rumsfeld.
Og det er, at præsident Bush overtalte ham til at blive på posten som forsvarsminister efter Abu Ghraib-skandalen. Rumsfeld forsøgte 2 gange af trække sig, han havde skrevet og afleveret sin afskedsbegæring, men præsidenten nægtede at modtage opsigelsen. I Rumsfelds æreskodeks må den øverste ansvarlige tage ansvaret, når »råd og skam« trives i de meniges rækker (dog kun blandt nogle »få soldater, der svigtede deres pligt«), og der kan ikke herske tvivl om, at forsvarsministeren var oprørt og væmmedes over mishandlingen i fængslet.
Man kunne pege på flere opsigelser, der ville have været relevante, hvis det samme princip var fulgt gennem hele præsident Bushs embedsperiode. Monumentale fejltagelser var der som bekendt nok af. Men ikke nogen, Rumsfeld har kunnet få øje på.
Donald Rumsfeld – Known and Unknown – A Memoir.815 sider. 36 dollar. Sentinel.
Read Full Post »