Læserbreve & kommentarer!

Systemgendannelse & sikkerhedskopiering!

Politiken 13. marts 2012 16:00.

1 afdelingschef i Justitsministeriet overtager posten som øverste chef for  anklagemyndigheden.

Afdelingschef Ole Hasselgaard er blevet udpeget af regeringen til stillingen,  oplyser justitsminister Morten Bødskov (S). Udnævnelsen har været ventet i nogen tid. Netop Ole Hasselgaard har været  tippet som den, der skulle efterfølge Jørgen Steen Sørensen, der for nylig  blev Folketingets Ombudsmand.

Og i ministeriet oplyses det da også til Ritzau, at der kun er 1 ansøger til  den prestigefyldte post.

Tidligere landsdommer

Den 44-årige jurist har siden 2008 været afdelingschef i ministeriet, og  tidligere har han været kontorchef og lovråd. I 1 kortere periode har han desuden prøvet at være dommer – nemlig som  konstitueret landsdommer.
Udnævnelsen viser, at regeringen holder fast i traditionen. Stillingen som rigsadvokat har i 1 lang årrække været forbeholdt topjurister  i Justitsministeriet.

Markante opgaver

De tidligere rigsadvokater Jørgen Steen Sørensen, Henning Fode og Asbjørn  Jensen kom således alle fra chefstillinger i Justitsministeriets departement.
Senest har Ole Hasselgaard været involveret i arbejdet med at forberede 1  lov om Politiets Efterretningstjeneste. Han sad med i det udvalg, som har foreslået 1 ny form for kontrol af PET.  Fremover skal den foretages med hjælp af stikprøver, og de enkelte  registreringer af borgere skal ikke længere have et ja fra kontrollører.

Tiltræder 1. maj

Ole Hasselgaard har i PET-udvalget markeret sig på fløjen af embedsmænd, der  ikke mener,  at det nye kontrolorgan – PET-tilsynet – skal have magt til at  give ordrer og forbud til PET.

Derimod mener udvalgets anden fløj med dommere, 1 advokat og  universitetsjurister, at tilsynet skal kunne gribe ind over for  efterretningstjenesten. Ellers bliver kontrollen ikke reel.
Rigsadvokaten er chef for samtlige anklagere i politikredsene og hos  statsadvokaterne. Han fører også straffesager ved Højesteret. Ole  Hasselgaard tiltræder 1. maj.

Ritzau

Automatiske opdateringer

Read Full Post »

Avaritia

‘Money’ the perfect tool for Enslavement

Nov 27, 2011 Realnews24.com By Brian Jonathan Liew

They have achieved this through their centrally controlled banks which they manipulate the flow and availability of money available to the public via interest rates. As today’s medium of exchange for goods and services, “Money” is what everyone is striving for in order to obtain the goods and services they require and demand. In today’s materialistic and superficial world and because of our indoctrination that having materialistic possessions will provide us eternal love and happiness, we believe that money is the only way out of our misery and problems. Thus most of us make that our first priority in our lives because all of us want to achieve a better life for ourselves.

Our indoctrination starts from the day we were born from what we were taught by our parents on how to be “Successful”, the education system teaching us how and who to be in order to be successful, the media ranging from movies, television programmes, magazines, newspapers, advertisements showing us the “Norm” by setting what is socially acceptable according to them. They also set what is above the “Norm” aka “hip” and those who are considered hip “Followed” whoever it was who started that particular trend (really nothing more than being the head of the sheep flock). And of course they will define what socially unacceptable is and label it “Weird” and other labels. Thus the media wields a lot of influence and power in terms manipulating the perceptions and thoughts of the masses of people.

If the media portrays a certain fashion or style and proposes or presumes it as fashionable and popular in a commercial, movie, television series, magazines and other forms of media, with its constant and consistent bombardment of these messages via radio, television or print, it is bound to affect the psyche of those exposed to it. Even if an individual rejects and attempts to block off the messages, it will somehow affect their subconscious mind because of the constant and consistent bombardment of such messages. Although some of us may attempt to block these messages, it will eventually creep up to us through our peers who have fallen for the bait. Peer pressure kicks in and we get persuaded by our friends to “Change” because we don’t want to be outcaste by our peers and be labelled “Weird”. Those who completely do not fall for the bait gets labelled all sorts of names “Weird”, “Old Fashioned”, “Backwards” and many more.

Through the media, the Corporations, Banks and the Government, they propose and influence what is socially acceptable or not and what is socially admirable or not. All these four entities normally work together hand in hand. The banks finance the corporations, the corporations lobby the governments and have politicians in their pockets, the government controls the central bank (thus all other banking institutions) or in many cases the central banks have been separated from government control and authority, and are governed by a collection of heads of corporations. The corporations own the media outlets and thus all of them could be grouped together and referred to as the “Controlling Elites” or “Elites”. The Elites normally have the same agenda and goals because if they want to retain their profits and control over the masses they would have to work together in order to make sure each other’s credibility is upheld. If one of these links in the chain weakens, it will break their whole cycle of profits and control. Thus they work together most of the time hand in hand setting their “Agenda” for the general public to follow via the media.

Their Agenda sets the “Norm” (socially acceptable) in what society is according to them, and that can range from fashion to belief systems and many more as long as the media pushes the message and constantly bombard their messages on the masses. A good example is fashion and music. Some of the music pushed out by the media is totally indigestible but because of the human psyche of “Social Acceptance”, where they do not want to be outcast and want to “belong”, they go with the so called “Trend” even though they don’t like it they buy into it just to “feel” accepted. The same goes with fashion, house, cars, and other material possessions. Thus the power of the media dictates to the populous what the masses “Should” or “Shouldn’t” have, and the masses purchase whatever is impulse to them just so that they “Feel” normal and thus they “feel” they are socially accepted.

With the amount of power the media possess to influence the minds of the masses, they often use it to benefit the corporations that they are in cooperation with to persuade the masses to purchase certain products from them. This leads to materialistic consumption of unnecessary levels and because of our strive to consume more just to impress and fit in, we have it as our first priority subconsciously in our lives to make money ahead of everything else, thus making money our masters because we serve(work) to acquire money and we put money in the forefront of other priorities and that makes us slaves to money. We have been enslaved by our own greed and insecurities because we are afraid to be different and afraid to be labelled weird.

Our enslavement is aided mainly by the so called “Elites” particularly the Government who taxes our hard earned income to unnecessary levels and uses our income for the benefit of the “Elites” themselves but not us. They use our tax money for wars to benefit oil corporations and the military industrial complex, they use it to bail out Wall Street and the Bankers during the 2008 Economic downturn, they use it for death and destruction in other nations in particular third world nations. They may have used a small portion of the taxes they gathered for the people but most of the money they have used is mainly for their own benefit. The result of this leaves us with less money in our pockets, thus we have to work harder and longer hours to obtain the level of money we require for survival.

The Banks play a major role in further enslaving us by creating loans and charging us the public ridiculous amount of fees and interest. Our society, in particular the western society is a debt society. We borrow from the banks if we cannot afford it. Be it a mortgage for a house or a credit card for small purchases, these loans are designed to encourage purchases by incurring debt and putting us in absolute slavery and beholden to the banks for the duration of the loans. By creating loans that are easily and readily available and impossible to opt out of, the banks are basically committing daylight robberies and enslaving us by using the media to impulse us to purchase and manipulating our greed to acquire materialistic possessions even when we cannot afford them. The money banks loan out, the more they make and the less money the masses have in their pockets.

From what is left, we purchase our products from corporations which more or less have monopolised the industries and they created an illusion of choice by creating different names for their corporations but in fact they are owned by the same group of people known as Oligarchs. These Oligarchs often have political connections and belong to powerful lobby groups who have the politicians in their pockets and often own the major media outlets. They influence and pressure the government to have favourable taxation laws for their corporations and unfavourable taxation laws for small businesses and the masses of individuals. Thus channeling most of the wealth towards these Oligarchs and making everyday living more difficult for the masses,resulting in the rich becoming richer and the poor becoming poorer.

With the masses having most of their wealth channelled to the elites, the masses thus have less and they have to fight over of what is left while the Elites sit back and laugh at us falling for their deceitful system without even knowing it and enslaving us, making us work longer hours just to put food on the table and a roof over our heads. This will eventually lead us to a two class system of master and slaves with a few controlling everything and the masses slaving just to get a taste of the carrot the “Elites” dangle in front of us without knowing that we will never get it if we continue to be manipulated this way.

This really is not rocket science on how these group of so called “Elites” have worked for the destruction of humanity and lowering the quality of life all around the world. Most of the masses have been too distracted because of the need to make a buck in order to survive and the attention has been diverted away from the real cause of the decline in quality of life and the enslavement of humanity. The western developed nations are no different from third world nations as most people in the developed world are enslaved to their system and if they do not work they cannot survive, no different from third world nations. The “Elites” have efficiently used money as the carrot and made sure we would never get the whole carrot but tease us with just a taste of it leaving us like dogs chasing our own tails. It is not money that is evil but how money has been and is still being used by these “Elites” to manipulate us through our greed to obtain absolute control of us.

If we continue to succumb to the media, peer pressure and our greed, and if we continue to tolerate the connections between these Elites and let this happen, we will eventually be enslaved by them, manipulating us and ultimately enslaving ourselves. Connecting the dots is not rocket science and more common sense and at what point in time do we have to reach before we get totally enslaved?

Read Full Post »

Rente & valutarisici!

International money management!

It is a saga that begins with a hotel maid entering a presidential suite in  New York and ends with high-fives near the security office as police arrive to  arrest the high-profile guest. The Financial Times on Saturday publishes the  most detailed account to date of the two hours that wrecked the political career  of Dominique Strauss-Kahn.

The investigation, by the US investigative journalist Edward Epstein, to be  published in full in the New  York Review of Books, makes use of the detailed and time-stamped records  from the Sofitel Hotel in Manhattan to give a minute-by-minute account of what  happened from the moment Nafissatou Diallo first entered Mr Strauss-Kahn’s suite  to the moment that two New York police arrived.

The ensuing scandal and allegations of sexual assault forced his resignation  as managing director of the International Monetary Fund and destroyed his  chances of becoming French president in next year’s election.

At  the time the scandal broke, he was the presumptive Socialist challenger to  incumbent Nicolas Sarkozy and was well ahead of him in the opinion polls.

The criminal charges have since been dropped, but Ms Diallo’s civil case  remains. Mr Strauss-Kahn has never denied there was a sexual encounter, but has  always maintained it was consensual. He still faces other scandals in France. He  is suing  five publications and an adviser to Mr Sarkozy over reports linking him to a  police investigation into an alleged prostitution ring in the northern city of  Lille.

Making use of security camera footage, room key card data and telephone  records – all provided to the prosecuting and defence teams – Mr Epstein has  pieced together an account that raises more questions than it answers, but which  will certainly fuel the suspicions of those who believe that Mr Strauss-Kahn may  have been set up.

It also poses other questions surrounding a missing BlackBerry that Mr  Strauss-Kahn never recovered and which he feared might be being hacked into by  his enemies.

Sources close to Mr Strauss-Kahn told Mr Epstein that he had been warned that  at least one of his private emails had been seen in a Paris office of Mr  Sarkozy’s UMP party.

Using the information from the court records, the article describes what  happened after Ms Diallo left Mr Strauss-Kahn’s room. According to key card  details, having first entered Mr Strauss-Kahn’s room at 12.06 or 12.07pm, Ms  Diallo apparently returned to a neighbouring room at 12.26pm – a room she had  already visited several times that day. The resident of that room has never been  identified.

From then, 16 minutes passed before the head of housekeeping notified the  security staff and hotel management of the alleged assault. Almost 90 more  minutes passed before the police were called. For much of this time she was  seated on a bench in a service area, often accompanied by the hotel’s chief  engineer, Brian Yearwood, who joined her having been up to Mr Strauss-Kahn’s  room.

In the meantime, security staff were communicating with others who have not  been identified, before finally alerting the police. The most curious episode  happened before police arrived, when Mr Yearwood and another unnamed man  wandered away towards a service area where “the two men high-five each other,  clap their hands and do what looks like an extraordinary dance of celebration  that lasts for three minutes”.

The missing BlackBerry, which Mr Strauss-Kahn left in his room, has not been  found, but Mr Epstein reports that its GPS locator was disabled at 12.51pm on  that day. None of the staff of the hotel co-operated with Mr Epstein for the  article. He did not speak to the UMP.

Copyright The  Financial Times Limited 2011. You may share using our article tools. Please  don’t cut articles from FT.com and redistribute by email or post to the web = “Der hersker 1 ond skæbne over alle gode beslutninger. Alle bliver de uværgeligt truffet for sent”.  Oscar Wilde.

Afkastkrav & risikovillighed

Read Full Post »

Vinden i piletræerne

Read Full Post »

Den ædelmodige Dame!

Aktøren & aktørerne!

 

Lisbeth Knudsen  Søndag den 13. november 2011 kl. 00:36 b.dk = Den spidse pen.

Sagen om Socialdemokraternes detroniserede toppolitiker, Henrik Sass Larsen,  antager  efterhånden så mærkværdige og dramaturgiske former, at den fortjener et afsnit i tv-serien om »Borgen«.

Her er grundelementerne: Vi starter med 1 toppolitiker udset til den fremtrædende post i den nye regering. Midt under regeringsforhandlingerne går han på eget initiativ ud og meddeler, at han ikke kan blive sikkerhedsgodkendt af PET, og at han derfor »ikke er til rådighed« som minister. Normalt er det at blive minister noget, man bliver spurgt om af statsministeren, og ikke noget, man selv kan søge om at blive. Og under normale omstændigheder ville 1 manglende sikkerhedsgodkendelse nok for de fleste være noget, man ville forsøgte at holde inden døre og opfinde 1 anden forklaring på, at man ikke et kommet i spil som minister.

Det kunne Sass utvivlsomt have aftalt med Thorning bag lukkede døre, men tilsyneladende fandt Sass det helt nødvendigt at meddele offentligheden denne meget personlige ting. Fordi han i virkeligheden fandt PETs holdning dybt uretfærdig og sin egen statsministers manglende mod til at gå op imod PETs advarsler dybt skuffende?

Næste grundelement er 1 statsminister, der lader stå hen i det uvisse, om det var hende, der traf beslutningen om ikke at gøre brug af Sass som minister, eller Sass der traf beslutningen om ikke at belaste statsministeren med et problem. Sagen er, at Thorning kunne have valgt at negligeret PETs indstilling.

Ved ikke at gøre det, og ved at lade Sass turnere medierne rundt med 1 historie om, at han blot har været i dårligt selskab med 1 rocker i Køge, så har Helle Thorning Schmidt åbnet  1 ladeport af spekulationer om, hvad der i virkeligheden er årsagen til, at Sass ikke fik sin forventede ministerpost. Ingen mennesker tror på forklaringen om rockeren. Det er 1 ladeport som ingen nu vil lukke igen, fordi ingen vil tvinge PET til at fremlægge fortrolige oplysninger. Hvis man politisk kan tvinge PET til det, så er PET færdig som hemmelig efterretningstjeneste.

Tredje dramatiske fase er TV2 Nyhedernes stort opsatte indslag torsdag om, at PET skulle have telefonaflyttet Sass i flere måneder. 1  historie, som det tog PET hele 16 timer om at dementere, efter at den blev bragt. PET har ikke foretaget overvågning eller aflytning rettet mod Henrik Sass Larsen og har ikke haft grundlag for at foretage sådanne efterforskningsskridt, siger PETs chef Jakob Scharf. Men han siger ikke, om efterforskning af andre personer har givet anledning til også at aflytte Henrik Sass Larsen.

TV2 Nyhederne lægger sig fladt ned og trækker den stort opsatte historie tilbage. Pinligt for TV2’s troværdighed men nyhedsdirektør Michael Dyrby må have haft meget stærke grunde til helt usædvanligt så hurtigt at afskrive sine egne journalisters research og kilder.

Mysteriet Sass Larsen har fået endnu et kapitel. Ingen har krav på at blive minister. Men ingen fortjener heller et justitsmord. Thorning Schmidt må 1 gang for alle tage ansvaret for, at hun ikke vurderede, at det var rigtigt at tage hendes egen nærmeste, trofaste kampfælle med i regeringen, fordi hun tilsyneladende mente, at sikkerhedsrisikoen vejede tungere end loyaliteten. Indtil hun gør det, kommer denne sag ikke til at dø.

Read Full Post »

Forståelse & stilhed!

Ansvar & konsekvenser

Af: Georg Metz 11. november 2011  (Lagt på information.dk 11. november 2011 kl. 19:55. Bragt i den trykte udgave 12. november 2011 på side 26 i 1. sektion. Senest opdateret 12. november 2011 kl. 15:12.)

Det europæiske samarbejde vakler. Sådan ser det ud. Især hvis man lever i det håb at det bryder sammen.

For 1 mere nøgtern betragtning har EU vist sin styrke. Det holder. Før i tiden var Grækenland gået i spåner, og andre små økonomier som den danske havde benyttet lejligheden — og devalueret. I de fleste tilfælde med effekt af inkontinens som varmekilde.

Apropos krisen gjorde tidligere overvismand, professor Chresten Sørensen i 1 kommentar i Politiken opmærksom på ledende økonomers ansvar for alle de dårlige råd, de konsekvent har givet. De bør fyres, mente Sørensen. Sjovt nok anvender de mundtlige medier fortsat pengeinstitutternes folk som økonomiske orakler.

Samtidig med gældskrisen efter de amerikanske finansielle sammenbrud og europæiske regeringers og bankers letsind, rapporteres om højrepartiernes fremmarch. Det europæiske højre stortrives. Tendensen skal bl.a. ses i generationsskiftet der mindre nænsomt kan forklares ved at folk med bevidsthed om Anden Verdenskrig og eftervirkningerne så småt er ved at falde ud af kredsløbet eller er kommet i 1 alder, hvor de ikke mere har noget at skulle have sagt. 1 ny vælgergeneration der end ikke har oplevet Den Kolde Krig har i mellemtiden fået stemmeret.

De historieløse

Referencerne til fortiden rækker i den store fælles erindring ikke mere til broderparten af forrige århundrede, det blodigste i verdenshistorien samt forudsætningen for bestræbelserne på at skabe europæisk enhed.

Det er ikke godt nok til de historieløse, hvis antal rækker langt ud over de unge, og hvis horisont stopper ved de nære krav. De kan åbenbart ikke forestille sig endnu et europæisk sammenbrud. Eller ønsker de det? I 1 bestemt sammenhæng blev man for nylig påmindet om civiliseringsbestræbelsernes skrøbelighed i den gamle verdensdel. På et hængende hår lykkedes det at undgå genetableringen af håndfaste grænseanlæg.

Den nye SSFR-regering gav entreprenørerne kontraordre, og godt 1 kvart milliard kr. er sparet. Hvad der er vigtigere end penge ud af vinduet for 1 fiks idé, er fastholdelsen af den åbne grænses princip i EU — 1  bekræftelse af sameksistensen i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.

Grænsebommene er væk

Grænsen ligger fast, som statsminister Niels Neergaard sagde i 1923, og som blev knæsat i 1945 af statsminister Buhl. Chauvinisterne var dengang ude med riven. Nogle øjnede i 1919 muligheden af Danmark til Ejderen ved Versailles-freden. Det blev som bekendt til Genforeningen.

Senere, da Hitler var slået, rørte statsminister Knud Kristensen trommen, da denne stærkt nationalistiske venstremand, senere medstifter af højrepartiet De Uafhængige, rejste fornyet tvivl om grænsen.

Lykkeligvis fastholdt et flertal i Folketinget den mere forstandige politik og lod fortsat princippet om nationaltilknytning råde fremfor kriterier som territorium og historie(forfalskning). Grænsen lå og ligger, hvor den burde ligge og lå. Kun tumper med rødgrød i hovedet hævder i vore dage det danske mindretals pligt til at fastholde kravet om grænserevision. Rent bortset fra at den forstyrrede idé ikke har gang på planeten, kan et højrøstet krav af den art så tvivl og tvedragt og bidrager ikke til den gunstige udvikling i grænselandet siden 1945.

Nu færdes folk frit og efter rystelsen i foråret fortsat uden grænsebomme og faste toldere. Uden nogen spærrer med farver og med pæle , som de med modsat fortegn sang så bittert.

Om denne region i Europa, som i mange henseender er blevet et forbillede for andre grænseregioner — om grænselandet i bred forstand fra Jels til Friedrichstadt, fra Tönning til Broager har Historisk Samfund for Sønderjylland udgivet et formidabelt leksikon: Sønderjylland A-Å.

1 imponerende samling af viden der både trækker store linjer og går ned i detaljen — også om den omstridte del af riget, der mestendels gik delvist tabt som følge af 1 tåbelig dansk udenrigspolitik.

Trøsten efter 1920, da de danske kom hjem igen, var at resten var gået tabt alligevel. Hvis man altså kan tillade sig at sige at noget er tabt, fordi et flertal af det tabtes befolkning ved fintællingen hellere ville være hos naboen.

Skolefrøknens 1864-tårer

Grænselandet kan give nervøse ticks i skoleelever før og nu: At trække kortet ved det grønne bord med besked på at redegøre for det sønderjyske og afstemningszonerne, og hvem der havde været hertuger hvor og hvornår, og hvorfor prinsen af Nør var forræder og forklar Ruslands støtte til Gottorp og fanden og hans pumpestok.

Mange fik takket være grænselandet et livslangt knæk i historiefaget og løb skrigende bort, når nogen tog fat på 1848 og ‘64.

Men grænselandet — det fortrinlige opslagsværk skal ses i sammenhæng med 2 forudgående bind fra forlaget om sønderjysk historie — grænselandet er ud over svedige håndflader og forsømte forårs onde drømme, 1 særlig stemning og egen mentalitet.

Som ved andre traumatiske lokaliteter får man Sønderjylland og Slesvig under huden, og landet river op i erindringerne: I skolen løb frøknens øjne i vand ved tanken om 1864 og hærens tilbagetog fra Dannevirke og talte ondt om de Meza. Det var jo under 100 år siden, dengang i 1950’ernes Thorvaldsensskole på Frederiksberg. Frøkenens gamle forældre kan teoretisk have kendt nogen, der var med ved Dybbøl. Krige trækker lange spor.

1 forfatter, der i vore dage på det nærmeste er glemt, men som beskrev grænselandsstemningen i 1 indtrængende personlig melankolsk tone, var Willy-August Linnemann (1914-85). Europafortællinger 1-5(1958-1966) opfattedes med megen ret som et hovedværk i nyere dansk litteratur. De borgerlige er tit bedrøvede over ikke at have mange forfattere, de kan kalde deres.

Med 1 uheldig betegnelse kan Linnemann opfattes som kulturkonservativ, hvilket de borgerlige gerne fremhæver som modstykke til kulturradikalismen. Den konstatering bliver Linnemann ikke ringere af. Ham skulle de tage at dyrke, hvis de læser bøger. Men det er måske alligevel ikke noget, for Linnemann er pessimist, og det er vist ikke hipt i de kredse.

Fede jorde og salt marsk

Når det dansk-tyske grænseland er så fascinerende, hænger det selvfølgelig også sammen med naturen, der veksler fra de fede jorde med bløde morænebakker i fjordlandet østpå og ikke mindst syd for grænsen de skønneste partier ved Slien og Eckernförde-bugten. Og ind over slettelandet midt på og videre mod vest og det særprægede marskland, hvor friserne i gamle dage huserede, lærken står højt på himlen, og der luger af salt.

Også her træder landet først rigtigt i karakter syd for grænsen ved Nolde-museet. Kører man længere sydpå til Friedrichstadt, er den hollandske påvirkning klar, og i Husum ånder friserne 1 i nakken, selv om kirken er bygget af C.F. Hansen.

Dette er ikke 1 anmeldelse, men drager man ned for at tage grænselandet til sig, er Sønderjylland A-Åhåndbogen der bør med.

Udsættes man undervejs for det berømte og berygtede sønderjyske kaffebord kan man læse sig til antallet af frembåret brød: 7 slags bløde kager delvis hjemmelavede) stopkager, som man siger, dertil 3 hjemmelavede lagkager — mindst, og til sidst 7 slags småkager, hjemmelavede). Det er velset at overkomme hele repertoiret og vente med at gå i brædderne til man er kommet fri af landsdelen.

Så meget har EU heller ikke harmoniseret.

’Sønderjylland A-Å’ v. Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen. 439 s. Ill. Historisk Samfund for Sønderjylland.

Read Full Post »

Lange vinteraftener!

Enkle sammenhænge uden indviklede forklaringer!

Af: Hans Redder 2. november 2011 Information.dk = Topniveau.

Afbureaukratisering, afbureaukratisering, afbureaukratisering. Sådan lyder det fra alle sider af det politiske spektrum, der igen og igen understreger, at det er nødvendigt at befri de offentligt ansatte fra unødigt papirbøvl og regeltyranni, for at fremtidssikre 1 presset velfærdsstat. Senest i SRSF’s regeringsgrundlag, hvor afbureaukratisering nævnes som 1 væsentlig del af 1 mere velfungerende offentlig sektor.

Men ifølge 1 ny undersøgelse, har folketingspolitikerne selv 1 stor del af skylden for, at blanketter, datailstyring og regler tager alt for megen af de offentligt ansattes tid. Den faglige hovedorganisation FTF har spurgt 45 kommunaldirektører fra hele landet, og her er konklusionen klar:

Politikernes og mediernes fokus på enkeltsager fører konstant til nye regler og procedurer, og er dermed den væsentligste barriere for afbureaukratiseringsarbejdet. Således mener kommunaldirektørerne, at enkeltsagerne eksempelvis er et større bureaukratisk problem end ‘den manglende vilje fra staten til at forenkle reglerne’.

Og ifølge Jens Christian Birch, kommunaldirektør i Næstved og næstformand i foreningen af kommunaldirektører, bør undersøgelsens resultater få folketingets politikere og regeringens ministre til at spærre øjnene op.

»Der ligger 1 meget tydelig kritik i det her svar: Nemlig at politikerne på landsplan i deres iver efter at vise handlekraft, meget ofte reagerer på sager, hvor der er tale om ledelsesfejl eller svigt ude i vores offentlige apparat. Når 1 historie kører i medierne fra morgenstunden af, er der nærmest lavet 1  regel om aftenen.«

Jens Christian Birch nævner 1 række konkrete eksempler, blandt andet om et plejehjem, der havde nægtet pårørende adgang til hjemmets beboere. 1 sag, der efter at have været omtalt i medierne, førte til flere nye regler og procedurer.

»Men pointen er, at det ikke var nødvendigt, at staten regulerede på det her område. Her var tale om et par enkelte fejl blandt mange tusinde medarbejdere på landsplan, og det giver ingen mening at reagere på fra lovgivningsmæssig side,« siger han og forklarer, at der hos kommunerne efterfølgende lå et enormt administrativt arbejde i at regulere og implementere de kontrolfunktioner, der kom til efter sagen.

»Og den sag illustrerer fint mekanikken og problemet i de hundredvis af andre eksempler jeg kunne nævne,« siger Jens Christian Birch.

Han fremhæver også indsatsen mod udsatte børn som et område, der ofte bliver pålagt yderligere kontrol og tilsynskrav.

»Vel at mærke, uden at man har 1 sikker forvisning om, at det har 1 effekt.«

Undersøgelsens resultat overrasker ikke Jørgen Goul Andersen, professor i offentlig forvaltning fra Aalborg Universitet.

»Der har blandt politikere længe været 1 instinktreaktion, hvor det eneste holdbare svar på, at noget ikke fungerede, har været at lave nye regler. Og de har altid godt af at blive gennemtænkt og analyseret, før de vedtages — men det sker sjældent. På tværs af alle politiske partier, er der stærke politiske incitamenter til at gribe 1 sag og gøre noget ved den, inden den bliver ‘kold’ igen.«

Et vilkår

Selv om eksperter og kommunaldirektører således er enige om, at enkeltsagerne skaber meget bureaukrati, er det ifølge Jørgen Grønnegård Christensen, professor i offentlig forvaltning fra Aarhus Universitet, svært at se 1 løsning:

»Vi slipper aldrig af med de her former for enkeltsager i et politisk system som det danske,« lyder den korte konklusion fra Jørgen Grønnegård Christensen, der fortsætter: »Snakken om afbureaukratisering er 1 ældgammel diskussion, som tages op, hver gang 1 ny regering træder til. Og jeg er bange for, at svaret på det her spørgsmål ikke kan gives. Enkeltsager er simpelthen et vilkår i et demokratisk system som det danske — politikerne skal vise handlekraft, og det forventes, at de reagerer på de sager, der fylder både medierne og danskernes bevidsthed.«

Helt så pessimistisk ser Jørgen Goul Andersen ikke på den fremtidige afbureaukratisering:

»Det kræver politisk mod at mane til besindighed og ikke bare fare ud. Men den her tendens til 1 automatreaktion, hvor enkeltsager fører til nye regler, har fået 1 del opmærksomhed på det seneste fra både forskere og politikere. Så man kan håbe, at der er ved at opstå 1  mere eftertænksom omgang med lovgivningen.«

Han erkender dog, at det kan være meget svært at komme unødvendige regler på baggrund af enkeltsager til livs:

»Man skal ud i de yderste og mindste led, for at finde fejlen. Og derefter skal du forbistret højt op i systemet for at få den rettet. Blandt andet derfor vil enkeltsager altid være et problem, i større eller mindre grad.«

Fra kommunaldirektørernes side efterlyses der også politisk mod til at tage et endeligt opgør: »Helt enkelt, så handler det om, at både landspolitikere og medier bliver bedre til at lægge 1 smule bånd på sig selv. Og jeg kan se, at regeringen nu har varslet 1 ‘tillidsreform’, hvor man vil give kommunerne plads og tillid til at løse flere enkelsager selv. Det vil vi gerne se før vi tror det, men tankerne er rigtige.«

—Men er det ikke også både nødvendigt og demokratisk vigtigt, at folkevalgte politikere reagerer på enkelte sager, og træffer de politiske beslutninger, de er valgt til?

»Jo, og jeg forstår også godt, at 1 minister har svært ved at svare: ‘Det har jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved, for det har de brug for at finde ud af ude i kommunerne’. Især når medier bliver ved med at spørge, hvad lige præcis dén minister vil gøre ved det. Men kommunerne er allerede mere reguleret end nogensinde—- både fra staten og fra EU — og det er nogle gange direkte kontraproduktivt, at lave ekstraregulering på så relativt banale og enkeltstående sager, som der tit er tale om.«

Fakta: Undersøgelsen

Hvad er de væsentligste barrierer for afbureaukratiseringsarbejdet?

– Enkeltsager fører hele tiden til nye regler: 82 pct.

– Manglende vilje fra staten til at forenkle reglerne: 76 pct.

– For meget ’silo-tænkning’ på tværs af offentlige myndigheder: 38 pct.

– Nulfejlkulturen i det offentlige: 33 pct.

– IT-systemer kan ikke tale sammen: 22 pct.

– Andet: 16 pct.
Kilde: FTF

Read Full Post »

AE911Truth

Ny dokumentar film, lavet af Architects and Engineers for 911Truth.
I dokumentaren forsøger Richard Gage, AIA og 1600 arkitekter og ingeniører at afdække sandheden omkring 9 11. Se filmen, få dine venner og familie til at også at se filmen, så sandheden kan komme frem, og en ny undersøgelse af hvad der virkelig skete d. 11 September kan se dagens lys.

Read Full Post »

Tidsåndens Orienteringsløb

En stærk mand kæmper for sig selv, en endnu stærkere mand kæmper for andre.

Idag er det præcis 10 år siden, den amerikanske regering angreb sit eget folk, og rev World Trade Center ned! I den anledning, vil vi gerne her på Tidsånden.dk have lov at takke alle de mennsker der har vist deres støtte, og som ikke vil tage den officielle konspirationsteori for gode vare. Spørgsmålet må næsten være: Hvordan kan noget menneske tro på den officielle konspirationsteori? Hvis man bruger bare 10 minutter på at sætte sig ind i hvad der skete, og ser de videoer der blev optaget “live” under regeringens angreb på befolkningen, skal man være både blind, døv og ufattelig småt begavet, for ikke at kunne gennemskue hvem der lyver, og hvorfor!

For at gøre det mere overskueligt, er her samlet nogle videoer fra 11/9-2001.

 

 

Bomber i WTC?
På første video vi har valgt at tage med i artiklen, dokumenteres det at der var bomber i World Trade Center. Den starter med et kæmpe brag! Vi høre på videoen flere brandmænd, journalister, politimænd og civile udtale at der er 2 og 3 eksplosioner EFTER flyet har ramt WTC. Andre fortæller hvordan de hørte eksplosioner hvert 15.-20. minut. Vi høre rapporter om at politiet, og brandvæsnet, evakuere og afspærre områder fordi de har fundet, hvad de kalder en “suspicious device”. Vi høre en journalist fortælle, at politiet har fortalt ham at en bil i kælderen af WTC fyldt med sprængstof muligvis kan være den 2. eksplotion. Vi høre en Marlene Cruz fortælle hvordan han befandt i fragtelevator, der bliver sprængt, så den flyver opad, og dørene blæser ud hvorefter den ryger nedad igen.

 

 

Smeltet stål
I næste video, bliver en meget nervøs John Gross, som er ledende ingeniør for NIST der svarer til vores Teknologisk Institut, blive stillet spørgsmål om den pøl af smeltet stål, der blev fundet under oprydningen af WTC på Ground Zero. Inden Mark, som personen der stiller spørgsmålet hedder, når at stille sit spørgsmål færdig, afbryder John Gross ham og siger: Jeg har ikke set den, har du set den? Mark får stillet sit spørgsmål færdig, og spørg om denne pøl af flydende metal er blevet undersøgt for hvad det kunne være. John Gross afværger spørgsmålet ved at svare: Jeg har aldrig hørt om dette, jeg har ikke hørt om nogle andre mennesker der har hørt dette, og jeg har ikke set noget materiale der underbygger din påstand. Jeg har selv været på stedet. jeg har selv været ved stålet men har ingenting set. Temperatuer på omkring 1400 grader, kan ikke opstå ved brand. Så jeg kender ikke grundlaget for dit spørgsmål så det er mig umuligt at svare på.

Mark uddyber spørgsmålet ved at sige der er videoer der viser dette, og fortælle om thermiske kameraer, der har opfanget temperature på over 1400 grader.
John Gross svare: Vil du sende mig dem til mig på email?
Mark svare: Ja!
Efter John Gross har talt færdig, går Mark op for at få hans email, men John Gross nægter at give ham den!
Dette er en meget vigtig detalje, da den viser NIST indstilling til hvad der virkelig skete d. 11/9-2001

 

 

WTC7 – The Salomon Brothers Building
Den 3. video, er af et BBC indslag, der fortæller at The Salomon Brothers Building (WTC7) angiveligt lige skulle være styrtet sammen, og at dette ikke skulle være sket ved et angreb, men fordi bygningen var blevet svækket fra WTC-kollapset. Studieværten stiller om til en journalist ved navn Jane Stanly, som straks begynder at fortælle om hvordan hele området omkring WTC er blevet spærret af, og at WTC7 ikke er den første bygning der er styrtet sammen som følge af WTC-kollapset, og at bl.a dele af Marriott Hotel også skulle være styrtet sammen.

Alt imens man under hele korrespondancen kan se en klar og tydelig WTC7 bygning i baggrunden, der begynder at stige mere og mere røg op fra. Men den står stadig!

Videoen slutter af med Larry Silverstein, ejer af WTC, fortælle at WTC7, var en kontrolleret nedrivning, fordi brandmændene ikke kunne garantere for dets stabilitet.

 

 

Larry Silverstein
Larry Silverstein, ejer af WTC, fortæller med egne ord at WTC7 var en kontrolleret nedrivning! Larry Silverstein fik udbetalt 7 mia dollars i forsikring, og retten til at bygge nyt på Ground Zero efter terrorangrebet som han lige havde tegnet en forsikring imod

 

 

Pentagon
De sidste 2 videoer er eneste videomateriale der er offenliggjort af angrebet på Petagon, på trods af Pentagon er verdens mest sikre og overvåget bygning!

 

TRYK HER Sidste video, er et overvågningskamera på et hotel, der viser Pentagon i baggrunden, da Missilet rammer!

Read Full Post »

Årsager & oprindelse!

Bevidsthedens intentionalitet!

Lisbeth Knudsen – Lørdag den 26. marts 2011 kl. 23:49 Berlingske – Chefredaktørens blog.

I Blachmans klasselokale

Han kunne ikke nære sig fredag aften – den kulturpolitiske provokatør, tv-krukken, musikeren og X Factor dommeren med et ego på størrelse med rundetårn – Thomas Blachman. Med 41.000 tilskuere i Parken under X Factor finalen kaldte tidspunktet helt uimodståeligt på, at han måtte iscenesætte sig selv og fyre den førerløse verbale kanonade af mod det publikum, som enten elsker eller elsker at hade ham for hans ofte grænseoverskridende, øretæveindbydende og arrogante bemærkninger.

Der fløj et angreb på kulturministeren ud over rampen, fordi han hverken stillede op til finalen på den populære talentkonkurrence eller tog sig sammen til at sende 1 hilsen til X Factor deltagerne. Min pæne opdragelse forhindrer mig i her i gengive, hvad Blachman kaldte kulturministeren. Og ud kom herefter 1 politisk bandbulle mod unavngivne kommuner: »De skærer ned på musikundervisningen alle vegne i folkeskolen. Så er det jo godt, at vi har et klasselokale sammen med 2 millioner seere mellem 20 og 21 hver aften her i X Factor«.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg hygger mig lige som resten af nationen ved skærmen og følger X Factor, som er et fremragende internationalt tv-underholdningskoncept, der går sin sejrsgang i rigtigt mange lande. Jeg ser det aldrig fra starten men først, når deltagerfeltet er indsnævret og de optrædende ikke udsættes for 1 pinlig og håbløs udstilling af mangel på talent. Det findes åbenbart hos nogen 1 ubegribelig mangel på selvkritik og 1 ekstrem trang til selveksponering. Det burde forbydes at lave udsendelser ud af disse auditions, hvor 3000 ansøgere skal blive til 9 deltagere. Lad os slippe for dem.

X Factor er jo i al sin enkelthed et udskillelsesløb over 10 uger tilsat glamour, stjernestøv, sangtræning, medietræning, styling og formning af den enkeltes personlighed og 1 pladekontrakt som vinderpræmie. Det sidste er det, den 16-årige Sarah fra Sjælland med den særprægede stemme nu kan glæde sig til. Men X factor er også et hamrende professionelt opbygget tv-show med 1 markedsføringspakke, der foldes ud i samspil med medierne. Her får vi bid for bid let indblik i processen omkring deltagerne og deres normale liv. X Factor er det, man kalder et »reality gameshow«.

Hvad der tænder tv-seerne er det med, at alle har chancen for at blive 1 stjerne. Om de er 16 eller 42 med 1 helt anden karriere. Transformationen fra upoleret diamant til funklende stjerne er »driveren« i mange gode fortællinger. For at udvælge og træne stjernerne kræves nogle dommere, der også skal kæmpe for hver deres hold. Dem identificerer vi os som tv-seere med og vælger hver vores favorit-dommer, lige som vi finder hver vores favoritter blandt sangerne, Og så skal der laves nogle klip om træningen og tankerne omkring deltagelsen i konkurrencen, som kan give autenticitet og ægthed til deltagerne. Intet er overladt til tilfældighederne her.

Nu skal DR’s nye generaldirektør i tænkeboks om denne bestseller af et show er god public service og 1 god investering i fremtiden. Uanset valget af koncept, må man bare håbe, at DR ikke opgiver den stort anlagte fællesskabs- tv-underholdning i bedste sendetid, og erstatter det med 1 billig fredagsquiz med loyal deltagelse af koalitionen af villige kendis-gengangere.

Read Full Post »

Den danske Spectator!

Lisbeth: Monark af Nordens Tvilling-Rige, Tillad, din undersaat tillige Med alle dine Tienere maa offentligen lade see, med hvad oprigtig Hiertens Glæde De deres Konge see at træde Ind udi et fornyet Aar, som idel Held & lykke spaaer. Hvad kand det andet spaae, end Lykke, Da vi har Dig, vor Pragt & smykke, Med heele Konge-huus, & Æt Seet lykkelig begyndte det?

Lisbeth Knudsen Søndag den 20. marts 2011 kl. 00:18 Berlingske (Kiøbenhavske Danske Post-Tidender).

Omfanget af den japanske katastrofe med den dræbende kombination af et voldsomt jordskælv, 1 tsunami med op til 10 meter høje bølger og et atomkraftværk under nedsmeltning er efter lidt mere end 1 uge stadig langt fra klarlagt. Hvad der til gengæld allerede nu er klart er, at det japanske inferno af 3 katastrofer på 1 gang er den hidtil mest veldokumenterede begivenhed, verden endnu har oplevet.

Vi har bogstaveligt talt haft katastrofen ved fingerspidserne konstant hjemme i stuerne og ingen kan sige sig fri for at have talt om strålefare og atomrisiko med kolleger, naboer og venner i den forløbne uge. Aviser, tv, websider, mobiltjenester, Facebook, Twitter og YouTube svømmer over af informationer i tekst, billeder, video og grafik om ulykkerne i Japan. Berlingske Søndag har valgt at dedikere avisens Magasin i denne uge til eftertanken og forundringen over, hvad mennesker kan skabe i løbet af mange år, og naturens kræfter kan udradere på få minutter, og hvordan mennesker forsøger at forstå og overleve 1 katastrofe, hvor vi end ikke kan være sikre på, at det værste endnu er overstået.

Fra det hele startede fredag den 11. marts kl. 14:46 japansk tid med det måske største jordskælv i Japans historie til i dag, hvor antallet af døde og savnede tælles i mange tusinder og atomkraftværket i Fukushima stadig ikke er under kontrol, har vi set et af verdens rigeste, mest veludviklede, teknologisk set mest veludstyrede lande og mest disciplinerede folk gennemgå de aller største udfordringer for et moderne samfund, når de sædvanlige forsyningslinjer, den sædvanlige infrastruktur og de velafprøvede forebyggende foranstaltninger bryder sammen. I alle andre samfund end måske lige netop det japanske var dette blevet 1 endnu større katastrofe.

Den journalistiske dækning af katastrofer har almindeligvis helt forudsigelige faser. Den første er selve dokumentationen af ødelæggelserne. Den næste fase er den menneskelige tragedie. Den tredje er den lille solstrålehistorie med genforenede familier eller mirakuløse redninger. Den fjerde er prisen for genopbygningen.

Men den japanske ulykke har med Fukushima føjet 1 ny dimension til. 1 ting er det mod og den faglige vilje og forpligtelse, der skal til for objektivt og nøgternt at dække verdens tragedier i krigszoner og katastrofeområder. Det kan i sig selv være et særdeles farefuldt job, som lige nu i Libyen, hvor Berlingske også har udsendte medarbejdere på stedet, lige som vi har haft det i Japan. Noget andet er at befinde sig nær et løbsk atomkraftværk, hvor ingen kender farens omfang og risikoen for eftervirkninger før om måske mange år. Det føjer 1 ny dimension ikke alene til begrebet journalistisk mod, men også til evnen til påpasselighed med ikke at blive revet med af dramaet til at rapportere dommedag og panik, hvor den ikke findes – endnu i hvert fald.

Den danske mediedækning af ulykkerne i Japan har været af god kvalitet og med høj udnyttelse af de nye arbejdsredskaber, som nettet har givet os, om end indsigt i japanske forhold ikke er 1 journalistisk dagligvare på disse kanter. 11. marts 2011 kommer til at forandre verdens holdning til atomkraft som energikilde såvel som forventningerne til mediernes dækning af katastrofer for altid.

Read Full Post »

Synlighed & passion!

Clement Kjersgaard = Varm, tør & solrig (X)!

Clement Kjersgaard, tv-vært, samfundsdebattør og intellektuelt kuglelyn, hædres med Publicistprisen.

Clement Kjersgaard, hurtigtsnakkende og endnu hurtigere tænkende tv-vært, er dette års modtager af Publicistprisen.

Den 35-årige Kjersgaard markerer sig også som samfundsdebattør og skribent, og han har siden 2004 optrådt som vært på forskellige tv-programmer.

Senest har han bestyret det ugentlige talkshow “Ugen med Clement” på DR2 og “Debatten” på samme kanal.

Den Danske Publicistklub, der står bag prisen, valgte Clement Kjersgaard i konkurrence med 3 andre nominerede: TV 2’ s korrespondent i Mellemøsten, Steffen Jensen, samt makkerparret Nils Giversen og Christoffer Guldbrandsen, der stod bag den omstridte tv-dokumentar “Den hemmelige krig”.

Prisen overrækkes onsdag aften i forbindelse med publicistklubbens generalforsamling. Ud over hæderen består prisen af 1 check på 25.000 kr.

De seneste år er Publicistprisen bl.a. blevet uddelt til Connie Hedegaard, Uffe Ellemann-Jensen, Ulla Terkelsen samt i 2010 journalisten Dorte Toft.

/ritzau/

Read Full Post »

Trin-for-trin!

Sisyfosarbejde!

Af: Annegrethe Rasmussen 18. februar 2011 Information.

Donald Rumsfeld vil for de fleste danskere være kendt som George W. Bushs forsvarsminister. Sammen med sin gamle og til det sidste loyale ven Dick Cheney, Bushs vicepræsident, udfyldte Rumsfeld sin rolle som 1 del af Bush-periodens mest kendte, mest magtfulde og mest omstridte konservative 3-kløver.

Hvad mange yngre læsere ikke vil huske eller måske blot har glemt, er, at Rumsfeld også var forsvarsminister fra 1975-77 under Gerald Ford.

Og dermed er han indehaver af 1 rekord, der måske aldrig vil blive overgået: Donald Rumsfeld er både den yngste og den ældste forsvarsminister, USA nogensinde har haft.

Som han selv siger i sine memoirer, der udkom tirsdag i denne uge, så strækker hans karriere sig hen over 1 fjerdedel af det moderne Amerikas historie.

Verden ifølge Rummy

Med så langt et tidsperspektiv på national amerikansk politik – Rumsfeld blev valgt til USA’s kongres for første gang i 1962 – er det ikke underligt, at erindringsbogen er endt som 1 moppedreng på 815 sider. Men bogen og begivenhederne er spændende. Fra Vietnam-krig, Rumsfelds tid som NATO-ambassadør, Irak-krig, Afghanistan og de store spørgsmål, der kom til efter 11. september om islamisk terror, afhøringer, Guantánamo og forholdet mellem retspolitik og amerikanernes krav på beskyttelse mod terror. Privatlivet er tonet kraftigt ned, denne bog handler om politik og amerikansk historie. Og Rumsfeld agter at give sit besyv med, når regnskabet skal gøres op.

Og regnskab – det er der. Der er intet at komme efter, når det gælder refleksion eller selvkritik. Rumsfeld er ifølge Rumsfeld 1 klartskuende, loyal og principfast politiker, der stort set altid havde ret. Det er i sig selv ret uinteressant. Det særlige – især hvis man sammenligner med George W. Bushs erindringer, der er skrevet langt mere statsmandsagtigt og bevidst grandiost, eller med Condoleezza Rices memoirer, der var sært ferske og upersonlige – er, at Rumsfeld absolut ingen bånd lægger på sig selv, når det drejer som at kritisere andre. Og værst går det ud over de interne fjender, som han havde i Det Hvide Hus og i det republikanske parti. Listen over skikkelser uden egentligt format er betydelig. Først og fremmest de vege, principløse og alt for akademiske 2 tidligere udenrigsministre Condoleezza Rice og Colin Powell, der begge kritiseres for ikke at hjælpe præsidenten med klare analyser og ditto valgmuligheder, men i stedet for at være alt for optagede af at bygge bro henover de betydelige uenigheder, der eksisterede i Det Hvide Hus først og fremmest om strategien i Irak.

Illoyale eller inkompetente

De 2 opførte sig så kritisk over for deres egne partifæller og regeringskolleger, at de »endte med at være illoyale«. Rumsfeld disker op med talrige eksempler, hvor han mener, at både Powell og Rice simpelt hen står bag læk til pressen, som stiller præsidenten og regeringen i et dårligt lys i medierne. I et afsnit beskriver han, hvordan han modtager 1 undskyldning fra Rice, som han ikke kan godtage. Hun appellerer til ham med ordene, »Come on, Don, du har også lavet fejl i dine mange år i politik.« »Javist,« svarer han ifølge sig selv, »men forskellen er, at jeg forsøger at rette mine.«

Han understreger dog – endnu mere ydmygende i virkeligheden – at Rice ikke »bevidst» var illoyal. Blot inkompetent (!)

Alt i alt har han ikke meget tilovers for diplomaterne i Udenrigsministeriet. De evindelige magtkampe, der udspiller sig rundt om, op til og under møderne i det nationale sikkerhedsråd udrulles i detaljer, så man føler sig helt svimmel over, at 1 så intrigerende og dysfunktionel forsamling virkelig har ledet verdens mægtigste supermagt. Så har han mere tilovers for CIA, »disse brave og patriotiske mænd og kvinder, der gør alt for at holde USA sikkert«.

Ikke løgn, men fejltagelser

Mest foragt nærer Rumsfeld over for Colin Powells opførsel efter dennes tale i FN om de irakiske masseødelæggelsesvåben:

»Powell blev ikke narret eller vildledt. Han løj heller ikke om Saddams antagne lagre af masseødelæggelsesvåben. Præsidenten løj ikke. Tenet (den tidligere chef for CIA, red.) løj ikke. Rice løj ikke. Jeg løj ikke. Kongressen løj ikke. Den langt mindre dramatiske sandhed var, at vi tog fejl.«

Den senere republikanske præsidentkandidat John McCain giver Rumsfeld heller intet for – i et interview på ABC i denne uge sagde han lettere irriteret, at McCain og ham simpelt hen »ikke er et godt match.«

Og de amerikanske medier er over 1 kam nogle liberale hundehoveder, der kun er optagede af sig selv, intriger og seer/lytter/læser/brugertal, frem for at bringe sandheden frem til de plagede amerikanske borgere.

Om fangelejren i Guantánamo ærgrer han sig højlydt over, at det ikke lykkedes for ham som forsvarsminister (og heller ikke senere for præsident Bush eller for Rumsfelds afløser i 2006-2008 Bob Gates) at få forklaret verden, at lejren faktisk er »det mindst ringe sted«. Et fængsel, hvor fangerne er »mere udsatte for at få skader, fordi de dyrker sport, end fordi de bliver dårligt behandlet af fængselspersonalet.« Et fængsel med konstant medieovervågning, hvor der bliver sørget for, at de indsatte får mad, der er tilberedt efter religiøse forskrifter, og hvor der holdes fri, så fangerne kan bede de mange gange om dagen, som troende muslimer skal ifølge Koranen.

»Forholdene er langt bedre der end i de fleste amerikanske fængsler,« skriver han, og han går også i et langt kapitel i rette med de advokater og menneskerettighedsorganisationer, der særligt har hæftet sig ved de manglende retsgarantier. I stedet er Amerika blevet sværtet til og fokus på f.eks. tvivlsomme afhøringsmetoder og forholdene på Guantanamo, har overskygget USA’s anstrengelser for at bringe fred og demokrati ud i verden.

Opsigelsen der mislykkedes

Der er dog 1 ting, som ærgrer Rumsfeld.

Og det er, at præsident Bush overtalte ham til at blive på posten som forsvarsminister efter Abu Ghraib-skandalen. Rumsfeld forsøgte 2 gange af trække sig, han havde skrevet og afleveret sin afskedsbegæring, men præsidenten nægtede at modtage opsigelsen. I Rumsfelds æreskodeks må den øverste ansvarlige tage ansvaret, når »råd og skam« trives i de meniges rækker (dog kun blandt nogle »få soldater, der svigtede deres pligt«), og der kan ikke herske tvivl om, at forsvarsministeren var oprørt og væmmedes over mishandlingen i fængslet.

Man kunne pege på flere opsigelser, der ville have været relevante, hvis det samme princip var fulgt gennem hele præsident Bushs embedsperiode. Monumentale fejltagelser var der som bekendt nok af. Men ikke nogen, Rumsfeld har kunnet få øje på.

Donald Rumsfeld – Known and Unknown – A Memoir.815 sider. 36 dollar. Sentinel.

Read Full Post »

Boghylden!

Spørgsmål & retningslinjer.

Af Anne Bech-Danielsen Politiken.

Debatten om fremtidens medier ledsages som regel af billeder af den nyeste iPad og den seneste smartphone, men det er 1 håbløst snæver og historieløs opfattelse af mediebilledet.

Det mener medieforskeren, professor, dr.phil. Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet.

Med ’Mediehistorier’, 1 ny lærebog for gymnasier og læreanstalter, efterlyser hun mediehistorisk bevidsthed og opfordrer til, at medierne ikke lader sig forblænde af ny, smart teknologi.

De nye gadgets er ganske vist synlige tegn på, at der sker noget, erkender hun, men fokuserer vi udelukkende på digital formåen, glemmer vi at diskutere, hvordan vi vil bruge medierne:

»I stedet for at vi hele tiden diskuterer flere og nyere medieplatforme, ville vi få mere ud af at diskutere, hvad vi vil bruge dem til, og gå tilbage til rødderne. Nogle af de her ting er slet ikke så nye – vi har diskuteret dem siden Gutenberg«, siger forfatteren til den nye bog.

Refererer til nazitiden

I bogen refererer hun blandt andet til eksemplet fra nazitiden, hvor man diskuterede brugen af det på det tidspunkt nye tv-medie.

Goebbels’ propagandaministerium og nazistpartiet ville sende tv-nyheder og sportsresultater i det offentlige rum. Luftfartsministeriet ville udvikle små tv-kameraer til overvågning af raketter. Forskellige private virksomheder ville stille tv-apparater op på posthuse til 2-vejstelekommunikation.

Og elektronikindustrien, der havde haft succes med at få radio ud i de tyske hjem, så tv som nyt massedistribueret medie for alle – sådan som det som bekendt endte.

»Jeg bruger eksemplet til at vise, at ny medieteknologi kan gå flere veje. Og til at minde os om, at vi har nogle valg, og det er ikke teknologien, der skal bestemme, hvilken retning det skal gå. Det er os, der skal anvende medierne«.

Stadig brug for tv

Kirsten Drotner mener at se 1 tendens til, at folk overfortolker de nye teknologiers betydning, og hun morede sig for nylig, da medierne overrasket kunne berette, at unge ser mere tv end forventet.

»End forventet af hvem?«, spørger hun og svarer selv: af medieforskerne. Så længe de holder deres fokus på den nye teknologi, underbetones det indholdsmæssige, og det falder »under interesseradaren«, at de gamle medier stadig har betydning, mener forskeren.

»Vi har stadig brug for at være fælles om et debatprogram på tv eller at smække benene op fredag aften. De behov ændrer sig ikke supermeget«.

Kirsten Drotners afsæt for den nye bog er den »udbredte mangel på historisk præcision«, hun oplever. Som eksempel nævner hun, hvordan kulturministre, meningsdannere og alle mulige andre taler om Danmarks Radio som 1 statsinstitution.

Ikke bare 1 strid om ord

»Men DR er netop ikke som biblioteker eller museer 1 statsinstitution, drevet af statsmidler. Det, der gør DR til noget helt særligt, er, at den er drevet af licensmidler.

Det er helt principielt og handler om, hvem der har magt: I et totalitært system er det statsmagten, der bestemmer. I et borgerbetalt fjernsyn er det dybest set borgerne«.

Det er ikke bare 1 strid om ord, mener Kirsten Drotner og argumenterer med et aktuelt EU-eksempel, hvor terminologien ifølge hende kan få betydning: Når danske EU-politikere diskuterer ytringsfrihed med Ungarn, som det skete for nylig, spiller det 1 rolle, om Danmarks Radio betegnes som 1 statsinstitution:

»Bruges det ord, vil Ungarn med rette kunne sige: Det er jo præcis det samme, vi har, hvad er der nu galt med det?«.

Fokus på fortiden

Den manglende historisk bevidsthed er ifølge Drotner, opstået i 1 situation, hvor medierne er presset til at være hurtige med tidens krav om »breakingnews 24 timer i døgnet, 365 dage om året«.

»Det kræver tid at tage det der skridt tilbage, tænke historisk og spørge sig selv: Hm, minder det her mig om noget? Har jeg set noget lignende før? Hvad kunne det her føre til? Og når der ikke er tid til at tænke sådan, kommer nyhederne til at handle om det, der skete for et sekund siden, eller det, der vil ske i fremtiden«.

Men netop med 1 hverdag, der sætter fokus på fremtiden, bliver det særligt vigtigt »at minde os selv om, hvad der gik forud«, mener mediehistorikeren:

»Så bliver det vigtigt at huske på, at medierne har 1 historie og rent faktisk kan give samfundet 1 erindring om sig selv«, siger Kirsten Drotner.

Fakta: Mediehistorier, 261 sider, forlaget Samfundslitteratur

Read Full Post »

Erantis & vintergækker!

Almen udviklingshæmning.

Forslaget om 1 ny offentlighedslov fra regeringen hænger i 1 tynd tråd og mangler støtte på Christiansborg.

Regeringens forslag til 1 ny offentlighedslov har rejst så mange kritiske røster fra eksperter og politikere, at flere af ordførerne på Christiansborg nu tvivler på, at justitsminister Lars Barfoed (K) får samlet et flertal for loven inden næste valg.

Det skriver Politiken onsdag.

Lars Barfoed har sagt, at han går efter et bredt flertal bag fornyelsen af loven, der regulerer eksempelvis journalisters adgang til at se myndighedernes kommunikation.

Men ikke engang hos regeringens normale støttepartier, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, er der hjælp at hente.

– Man forsøger at trække nogle mørklægningsgardiner ned mellem ministerierne og offentligheden. Og tilsyneladende kun med den begrundelse, at det vil gøre det nemmere for ministerierne, siger Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Ifølge den oprindelige plan skulle lovforslaget have været klar til vedtagelse i Folketinget i starten af marts, men senest er Retsudvalget gået i gang med at planlægge 1 studietur til Norge og Finland midt i marts for at få inspiration.

Heller ikke Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, tror på enighed i Retsudvalget før næste folketingsvalg, der senest ligger i november.

– Jeg har svært ved at se loven vedtaget på den her side af et valg, så jeg tror, vi kommer til at starte helt forfra efter valget, siger Line Barfod til Politiken.

/ritzau/

Read Full Post »

Afkræftende nattesved!

Journalister skal ikke vidne og udlevere lydoptagelse, har Højesteret bestemt.

I den såkaldte lækagesag stadfæstede Højesteret tirsdag, at DR ikke skal udlevere sin lydfil, og TV2-journalister skal ikke vidne.

Retten slår fast, at man ikke på forhånd kan sige, at sagen er forældet, som forsvareren for den mistænkte Jacob Winther ellers har påpeget.

Men samtidig siger Højesteret også, at historien om udsendelsen af de danske jægersoldater til Irak er af samfundsmæssig betydning. Og journalister og redaktører kan ikke pålægges at vidne, hvis de har afdækket forhold af netop den slags.

Med samme begrundelse afviser højesteretsdommerne også, at man kan pålægge DR at udlevere den omstridte lydfil. Den rummer 1 samtale, som blev optaget af 1 ansat hos DR, der derfor er omfattet af den samme beskyttelse.

Sagen i Højesteret har netop haft til formål at afveje mediernes behov for at beskytte deres kilder mod myndighedernes behov for at finde den læk, der gav oplysningerne om Jægerkorpset til TV2 på forhånd.’

Det var i 2007, at det i hemmelighed blev besluttet at sende Jægerkorpset til Irak for at standse beskydningen af de danske soldater. Men allerede før specialstyrken blev sendt af sted, fik TV2 nys om det.

Søren Gades tidligere pressechef, Jacob Winther, er hovedmistænkt i sagen, men han har nægtet at lade sig afhøre af politiet. Hans forsvarer har sagt, at historien allerede kom frem, da Søren Gade kort forinden var på besøg i Irak.

Den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Jørn Olesen, har forklaret, at udsendelsen af jægerne blev diskuteret på 1 briefing, hvor også TV2-journalisten Rasmus Tantholdt var til stede.

For DRs vedkommende har striden stået om 1 lydoptagelse, der i dag ligger i et pengeskab hos mediehuset. DR har valgt ikke selv at offentliggøre optagelsen.

Read Full Post »

Where are we now – Where are we going?

Read Full Post »

Det stille tyranni

11. septembers terrorangreb blev startskuddet på en heksejagt som verden ikke set siden middelalderens inkvisition. Mørket gjorde sit indtog og med et slag blev verden kastet ud i et hysterisk kaos, hvor syntetiske fjender nu kunne bruges af regeringer til at skræmme og undertrykke landets borgere med.

Terrorlove blev i panik indført overalt efter pres fra USA og menneskerettighederne blev nedtrampet og latterliggjort i terrorbekæmpelsens navn. Den danske regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen var med løgnene om “sikre beviser for Saddams masseødelæggelsesvåben” med til at kaste Danmark og resten af verden i afgrundens dyb.

Vores fredselskende og respekteret Danmark var nu pludselig skyldig i: “Deltagelse i sammensværgelse om at begå forbrydelser mod freden” defineret under Nürnberg krigsforbryderdomstolen som den største forbrydelse af alle.

Vi var nu hadet krigsforbrydere og de selvsamme forbrydelser nazisterne blev dømt og hængt for, var vores regering og generaler nu selv skyldige i.

Read Full Post »

Vision & status!

Den Danske Kvalitetsmodel fra A - Å = Det samlede mål for standarden! (X)

Af Sisse Katrine Andreasen mandag den 10. januar 2011, 20:04 Berlingske Tidende.

Engang kendte man bedst politikere for deres holdninger og budskaber. Men det billede er for længst ændret, for flere politikere åbner op for deres private sfære og inviterer på besøg inde bag kulisserne på løbetur, under madpakkeforberedelserne og ved faldne danske soldaters begravelse.

I aften er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der inviterer hjem i stuen i Græsted, når DR 2 viser reportage-dokumentaren ‘1 ganske almindelig ualmindelig familie’ i den bedste sendetid.

Her steger statsministerfrue Solrun frikadeller. og far Lars reflekterer over dobbeltrollen som statsoverhoved og familiefar. Det er et forsøg på at vinde sympati, siger Peter Horn, der er ekspert i personlig branding.

Løkke forsøger at at vinde sympati

Ifølge Peter Horn, der blandt andet har skrevet flere bøger om branding, er tendensen med politikernes personlige programmer et forsøg på at vinde sympati.

Lars Løkke Rasmussens vej til toppen

– Personlig branding af magthavere som fænomen stammer helt tilbage fra romertiden, hvor kejsere i det romerske imperium synliggjordes med buster. Nu vil politikere forsøge at opnå goodwill gennem tv dokumentarer og vinde større sympati blandt befolkningen.

Løkke vil glatte ud

– I aften vil Løkke Rasmussen bruge det til at glatte ud ovenpå den seneste tids politiske modvind. Det spændende er, om han vil vise på sine svage sider. Han vil have 1 fordel i at smide spindoktor-masken væk og vise nogle nye sider af sig selv som et autentisk menneske, siger Peter Horn, der dog er skeptisk overfor politikernes personlige dokumentarer.

– Portrætterne bliver nemt propaganda. Man viser ikke de negative sider, og der er sjældent meget spontanitet, så der ligger tydelig spin bag. Programmerne er 1 iscenesat virkelighed, som man ofte ikke bliver meget klogere af.

Hvem vil gerne se mere?

Når Lars Løkke i aften ruller over skærmen, vil der uden tvivl være mange seere, men hvem fascineres, og hvem falder fra?

– Folk der er meget fremme i skoene, som eksempelvis politikere, vil altid have tilhængere, uanset, hvad de foretager sig. Dem der er fascineret af personen – eksempelvis rollen som statsminister, vil finde det spændende, og politiske støtter vil sige, at det er et godt program, nærmest uanset hvordan det går.
Det spændende er ‘ved-ikke’ gruppen; det er dem, som kan vindes eller tabes.

Det hele kommer meget an på, om der er noget nyt eller interessant i programmet, og hvordan mediedækningen bliver bagefter. Efteromtalen har stor effekt, når medierne går sammen om at belyse et politisk emne eller 1 politisk person, siger Peter Horn.

Read Full Post »

Akkrediteringsstatus!

Implementering & anvendelse af retningsgivende dokumenter =Ledere & medarbejdere, der er involveret i procedurer, kender & anvender retningslinjerne.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark kan ikke rigtig huske, hvad der blev sagt og skrevet i sagen om CIA-fly.

USA’s tidligere ambassadør i Danmark, James P. Cain, vil ikke bekræfte, at den danske regering i virkeligheden slet ikke ønskede svar i spørgsmålet om de kontroversielle CIA-flyvninger.

På den anden side vil han heller ikke afvise det. Blandt andet fordi forløbet ligger så langt tilbage, at han ikke husker nøjagtigt, hvad der blev skrevet og sagt dengang. Det fortæller James P. Cain til Ritzau

– Det er 3 år siden, og jeg husker ikke forløbet nøjagtigt, siger James P. Cain om beskyldningerne mod den danske regering.

Han henviser i stedet til det amerikanske udenrigsministerium for 1 nærmere udredning af indholdet i dokumenterne fra ambassaden i København, der nu er blevet offentliggjort af Wikileaks.

Oppositionen har siden offentliggørelsen beskyldt regeringen for udadtil at kræve svar fra USA i sagen om CIA-flyene, men bag de lukkede dage mest af alt forsøge at dysse sagen ned og ikke rende amerikanerne for meget på dørene med ubehagelige spørgsmål. Den udlægning ønsker James P. Cain ikke at forholde sig til.

Spørgsmål: Men kan du afvise de beskyldninger, som nu rettes mod den danske regering.

– Det ønsker jeg ikke at udtale mig om, siger den tidligere ambassadør.

/ritzau/

Read Full Post »